Onsdag skulle nævningesagen om skuddrabet og den fejlslagne hashhandel ved travbanen i Aarhus have været genoptaget, men nu bliver sagen igen udskudt. Forsvarsadvokaterne kalder det en »katastrofe« og »svært utilfredsstillende«.

Det nye materiale i sagen fra den 22. juli 2020, som gjorde, at anklagemyndigheden i slutningen af september måned pludselig udskød sagen på ubestemt tid, er nemlig knap tre måneder senere stadig ikke ankommet i sin fulde størrelse.

»Status er, at vi ikke fortsætter i morgen (onsdag, red.). Der udestår stadig materiale, som mangler til sagen. Derfor har vi besluttet, at det ikke giver mening at fortsætte onsdag. Vi har ikke detailkendskab til det, men vi ved, det er materiale, der har betydning for sagen,« oplyser advokaturchef ved anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi, Jacob Balsgaard, til B.T. Aarhus.

Det betyder, at sagen nu tidligst genoptages i slutningen af februar måned næste år, og at der tidligst falder dom i sagen til marts. Det vil sige næsten et halvt år senere, end hvad man i første omgang havde planlagt.

Politiet var til stede ved Observatorievej ved Travbanen i Aarhus, torsdag den 23. juli 2020. Dagen efter, at den 25-årige blev skud på stedet.
Politiet var til stede ved Observatorievej ved Travbanen i Aarhus, torsdag den 23. juli 2020. Dagen efter, at den 25-årige blev skud på stedet.

På det tidspunkt har de tre mænd, som er tiltalt i sagen, alle siddet varetægtsfængslet i mindst halvandet år.

»Jeg er ikke overrasket, for det lå lidt i kortene, at det materiale, man venter på, ville være tungt at få frem, men jeg synes, det er rigtig træls, fordi sagen skulle have været færdig allerede i september/oktober måned i år. Så endnu mere udsættelse og ingen afslutning - det er svært utilfredsstillende,« lyder det fra Andre Rouvillain, der er forsvarsadvokat for én af de tre tiltalte mænd i sagen.

Ligesom de to andre forsvarsadvokater i sagen, er han også svært utilfreds med politiets håndtering af sagen, fordi politiet, indtil sagen i september måned blev afbrudt, har hemmeligholdt oplysninger om, at materialet eksisterede. Dermed har de ikke kendt til det, da retsagen begyndte.

Flere af dem har aldrig oplevet noget lignende.

»Det er simpelthen en katastrofe. Vi kan jo ikke som forsvarsadvokater gøre for det. Det er jo fordi, at anklagemyndigheden har haft en kendelse om, at noget materiale ikke kunne udleveres, men så er det gået op for dem, at vi alligevel har brug for det. Det er noget mærkeligt noget,« lyder det fra forsvarsadvokat Bjarne Frøberg, inden han fortsætter:

»Det ville have været 1000 gange mere hensigtsmæssigt, hvis det var blevet afklaret, før vi gik i gang med sagen. Det er uhensigtsmæssigt, og jeg mener virkelig, at det er en katastrofe. Det gør det også svært for nævningene, for nu skal de jo huske tilbage på ting, der er forklaret helt tilbage i september måned,« siger han.

De nye oplysninger, der har fået sagen til at trække ud, kommer fra den krypterede kommunikationstjeneste Sky ECC, som de franske og hollandske myndigheder har hacket. Ingen ved dog helt, hvad materialet, som mangler, indeholder.

Ved det seneste retsmøde i sagen den 11. oktober, som blot skulle have handlet om, hvorvidt to af de tiltalte fortsat skulle sidde varetægtsfængslet, endte Andre Rouvillains 23-årige klient dog med at blive sigtet for 'forsøg på manddrab' og for trusler på baggrund af materialet. Det tyder derfor på, at materialet er af alvorlig karakter.

Indtil da var han blot tiltalt for at have planlagt at sælge 50 kilo hash i forbindelse med drabet, mens en 42-årig mand var tiltalt for manddrab på rapperen Abukar Hassan Ali, også kendt som Shmur.

Den nye sigtelse stemmer dog godt overens med den 42-årige mands forklaring om, at han affyrede skud i selvforsvar, da den 23-årige, ifølge ham, begyndte med at affyre skud.

Derfor har den 42-åriges forsvarsadvokat Henrik Stagetorn også en forhåbningen om, at ventetiden bliver det hele værd, selvom han er ærgerligt over, at hans klient nu efterhånden har siddet varetægtsfængslet i halvandet år, mens han har ventet på, at sagen bliver afgjort ved Retten i Aarhus.

»Det er usædvanligt, men jeg er glad for, at det er kommet frem, og jeg håber, at det vil bevæge retten i den retning, jeg gerne vil have,« siger han til B.T. Aarhus.

Sagen forventes at blive genoptaget den 23. februar 2022.