»Hvordan er der kommet blodpletter, der med al sandsynlighed stammer fra den afdøde, på gearstangen og bilradioen, hvor du sad i bilen?«

Spørgsmålet bliver stillet til manden i midten af den store retssal A i Østre Landsret i København.

På stolen i vidneskranken sidder en i dag 29-årig mand, der er medlem af rockerklubben Bandidos. Sammen med en anden 29-årig mand, der ligeledes er Bandidos-rocker, er han tiltalt for drabet på den 54-årige bestyrer af Dragør Fort.

Bestyreren, René Carstensen, mistede livet under et brutalt overfald 22. januar 2023. Her blev han stukket syv gange med en kniv, hvor fire af dem var dræbende stik i brystkassen og hjertet. Derudover blev han slået utallige gange med en hammer på kroppen.

Tilbage til den 29-årige mand i midten af lokalet.

»Jeg må have rørt ved min kammerat, da jeg hev ham op fra jorden, og vi løb fra stedet,« lyder svaret fra den tætbyggede mand i sort sweatshirt, der har et lille overskæg og tilbagestrøget hår.

Det får anklageren til at spørge, om han så, at den afdøde bestyrer blødte, da de efterlod ham i et utændt ildfad foran indgangen til fortets restaurant.

»Nej,« lyder svaret kort.

Lige inden, de løb fra gerningsstedet, skulle 54-årige René Carstensen være blevet stukket syv gange med kniv. Men anklager Alexander Scheel er i tvivl om, hvornår knivstikkene faldt i det syv minutter lange overfald.

Bandidos-forbindelsen 
På retssagens første dag tilstod den 29-årige grov vold mod den afdøde bestyrer, men han nægtede drabet. Det samme gør hans kammerat, der også er tiltalt for drab – han har dog tilstået, at han i selvforsvar har stukket den 54-årige med kniv flere gange.

Den medtiltalte forklarede, at han ville give den 54-årige bøllebank, men overfaldet gik helt galt.

De to drabstiltalte er medlemmer af Bandidos afdeling i Sydhavnen i København.
De to drabstiltalte er medlemmer af Bandidos afdeling i Sydhavnen i København. Foto: Nils Meilvang

Begge har forklaret i retten, at de kender hinanden fra rockerklubben Bandidos, hvor de er medlemmer af klubbens afdeling i Sydhavnen. 

Den 29-årige, der bliver afhørt fredag, havde på drabstidspunktet medlemsstatus af 'probationary' (prøvemedlem, red.) og 'SGT. at arms' (krigsminister, red.) i klubben.

Foruden de to Bandidos-medlemmer er yderligere tre mænd tiltalt i sagen.

De er tiltalt for medvirken til grov vold ved at have tilskyndet til overfaldet og planlægningen. En af dem er en erhvervsmand fra Amager. Politiet mener, at han har ageret bagmand og fået Bandidos-rockerne til at tæske bestyreren af fortet.

En anden, et højtstående medlem af Bandidos, skulle have formidlet kontakten til de to gerningsmænd.

En tredje, et tidligere Bandidos-medlem, skulle have planlagt overfaldet sammen med bagmanden. Alle tre nægter sig skyldige.

Knytnæveslag eller knivstik? 
Under den fire timer lange afhøring af den drabstiltalte vender anklageren, Alexander Scheel, flere gange tilbage til overvågningsvideoen fra Dragør Fort fra 22. januar 2023.

Han stopper videoen ved minuttallet 3.22. For han vil gerne tilbage til, hvornår knivstikkene ramte offeret. 

Anklageren trykker play og stopper et lille minut senere.

Hvad sker der her?

»Min kammerat vælter, og René hopper på ham. Jeg får ham skubbet væk og sætter mig ovenpå ham. Han har hammeren i den ene hånd (begge tiltalte har forklaret, at den afdøde under slagsmålet får fat i den hammer, som de brugte til at slå med, red.), som jeg holder fast i. Med den anden slår jeg ham tre gange i brystet, sådan nedad-agtigt,« lyder forklaringen.

Videosekvensen bliver afspillet igen. Herefter kommer spørgsmålet:

Det er ikke tre knivstik, som du tildeler offeret?

»Nej, det er det ikke. Det er tre slag.«

Anklageren spørger en gang til og siger, at det godt kan ligne, at han stikker med sin højre hånd. Men igen nægter rockeren og siger, at han slog offeret.

Blind vinkel
På overvågningsvideoen kan man se, at offeret kommer på benene igen. Her forsvinder de tre ind i en blind vinkel for kameraerne. 

Ifølge den anden drabstiltalte, der har tilstået at have stukket, bliver han væltet af offeret, der svinger hammeren. 

Angiveligt frygtede han for sit liv og valgte at stikke ham flere gange med den arbejdskniv, som han skjulte i bukserne.

Hvorfor endte det med drab? 
Den 29-årige har forklaret, at han blev bedt om at køre ned og tale med bestyreren af en af de andre tiltalte i sagen, som han ikke kendte før et møde på en restaurant. 

Angiveligt sagde han ja til opgaven af ren høflighed. Under afhøringen forklarer han, at han kun fik at vide, at den medtiltaltes veninde følte sig chikaneret.

To gange inden drabet rekognoscere Bandidos-rockeren Dragør Fort, inden han kører sammen med den anden drabstiltalte Bandidosrocker

»Forklar mig lige: Hvorfor ender det på den her måde?,« spørger anklageren.

»Det eskalerede.«

Hvorfor?

»Da jeg kommer hen til parkeringspladsen, ligner det, at bestyreren sparker ud efter min kammerat.«

I kunne have været stoppet flere gange. Hvorfor fortsatte I overfaldet?

»Jeg ved det ikke.«

De to mænd blev begge anholdt inden for et døgn. Københavns Politi har ikke fundet gerningsvåbene, og de to tiltalte fortæller, at de ikke kan huske, hvor de har smidt dem.

Ligeledes kan den 29-årige, der afgiver forklaring fredag, ikke forklare, hvorfor han lige efter drabet slettede al indhold på sin telefon.

»Jeg gik i panik,« siger han.

Retssagen fortsætter 17. januar.

B.T. følger sagen.

Følg B.T.s dybdegående podcast om kriminalitet og blå blink her: