Tre unge mænd blev søndag formiddag frikendt for drabet på Satudarah-lærling Mohammad Al-Zerjawi, der blev kaldt Frisør Mudi. Alligevel skal to af dem nu i fængsel.

22-årige Tarak Khaled Ghoneim skal bag tremmer i tre år. 26-årige Ibrahim Omar i halvandet år.

Dommen blev afsagt søndag eftermiddag i Retten på Paludan Müllers Vej i Aarhus.

Selvom anklagemyndigheden ikke kunne løfte bevisbyrden for, at de havde haft forsæt til at dræbe Mohammad Al-Zerjawi, fordi det ikke var »påregneligt«, eller at det var én af de to, som stak ham i låret i forlængelse af den fejlslagne hashhandel, så blev de nemlig ikke fuldstændig frikendt.

Det gjaldt kun den 27-årige, som søndag formiddag kunne forlade retten som en fri mand.

Det skyldes, at de trods frikendelsen i tiltalen om manddrab er blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse i form af en kniv og for grov vold i forbindelse med overfaldene på Mohammad Al-Zerjawi og de tre andre mænd, som ankom sammen med ham til parkeringspladsen på Lenesvej i Brabrand natten til 23. juli 2020.

Overfald, som endte med at koste Frisør Mudi livet, da han efter et knivstik i låret forblødte og døde.

Ifølge specialanklager Jesper Rubow får Tarak Khaled Ghoneim en højere straf end Ibrahim Omar, da han tidligere er straffet for et lignende forhold og desuden har erkendt, at han stak to af de forurettede.

Han undrer sig dog stadig over, at de ikke blev dømt for vold med døden til følge.

»Han er jo død af det knivstik, og jeg synes, det er påregneligt, at når man stikker nogen med kniv, så kan de også dø af det,« lyder det fra specialanklager Jesper Rubow oven på domsafsigelsen.

Foruden fængselsstraf har de begge fået forbud mod at opholde sig i Brabrand i henholdsvis fem og tre år, efter de har afsonet deres straf. Det betyder, at de i princippet kan blive tvunget til at flytte fra deres hjem.

Begge mænd er medlemmer af den kriminelle gruppering Brabrandgruppen, mens Mohammad Al-Zerjawi var medlem af rockergruppen Satudarah.

Derfor mente specialanklager Jesper Rubow, at der var tale om et sammenstød mellem de to grupperinger på parkeringspladsen. Et, som kunne igangsætte en konflikt mellem dem.

Han mente af den årsag, at de skulle dømmes efter den særlige bandeparagraf, som gør, at straffen kan hæves med op til det dobbelte. Det vil sige, at de stod til op mod 18 års fængsel.

Dette var retten dog ikke enig i. Blandt andet, fordi et af vidnerne i sagen har fortalt, at han overhørte nogle af overfaldsmændene komme med en bemærkning til Mudi, før han døde:

»Det var jer, der gjorde det for tre år siden,« skulle der være blevet sagt.

Retten mente derfor, at det var et personopgør på parkeringspladsen – og ikke et gruppeopgør.

Dommeren fremhævede det som værende et »koordineret og planlagt hævntog«, som bunder i et tre år gammelt mellemværende.

De blev derfor alle frikendt for den særligt skærpende bandeparagraf, hvilket også på sin vis undrer Jesper Rubow, der begrunder det med, at det har været en svær bevisbyrde at løfte.

»I den her sag er retten sådan set enige i, at afdøde er medlem af Satudarah, og de er enige i, at de to andre mænd er medlem af Brabrandgruppen, men de siger, at de to, der er dømt, ikke vidste, at Mudi var det. Og det er lidt op ad bakke med en bevisbyrde om, hvad de viste inde i deres hoveder på det tidspunkt,« lyder det fra ham.

Begge modtog dommen. Statsadvokaten skal nu tage stilling til, om sagen skal ankes til Vestre Landsret.