Den 27-årige mand fra Aarhus, der søndag blev frikendt for drabet på Mohammad Al-Zerjawi, der gik under tilnavnet 'Frisør Mudi', nåede kun lige at træde ud af retten, før følelserne af glæde og lettelse efter frifindelsen, blev erstattet af et stort chok.

På vej mod bilen med sin forsvarsadvokat Mette Grith Stage, opstod der pludseligt et stort drama foran retten, fortæller Mette Grith Stage til B.T. Aarhus.

»Vi var på vej hen til bilen, da der pludselig blev råbt og skreget ukvemsord fra pårørende til den afdøde. De ville i flæsket på ham,« siger hun.

Flere mænd kastede sig over hendes klient, så de politifolk, der var til stede, måtte pacificere dem og afværge overfaldet, så Mette Grith Stages klient efterfølgende kunne komme ind i bilen og køre derfra.

»Han var selvfølgelig meget rystet, og vi blev begge forskrækkede. Det er jo en meget tragisk sag, da der er en, der er død, og det er et hårdt slag for de pårørende, at han er blevet frifundet, da de naturligvis er dybt ulykkelige. Det var tydeligt, at de var rasende over, at han blev frifundet,« siger hun.

Men frifindelsen af hendes klient var forventelig og helt retfærdig, siger forsvarsadvokaten, der ikke er overrasket over udfaldet af retssagen søndag.

»Men jeg er enormt lettet, for der er jo ingen garanti for, at det ender sådan. Det er en meget alvorlig sag, og var han blevet dømt skyldig i anklagerne, så havde han formentlig fået livstid,« fortæller Mette Grith Stage.

Det var derfor en enorm lettelse for hende og hendes klient, da ordene kom ud af dommerens mund. Frikendt for alle seks forhold efter omkring 15 måneders varetægtsfængsling.

Det vil sige både for drabet på Mohammad Al-Zerjawi og de tre andre voldelige overfald, som fandt sted på parkeringspladsen.

Mette Grith Stage uddyber, at bevisførelsen har vist, at det har forholdt sig, som hendes klient har forklaret. Hun påpeger i øvrigt, at han hele tiden ikke har villet udtale sig om andres rolle i sagen, men gerne om sin egen.

Efter hans forklaringer har det stået lysende klart, at han havde været til stede mere eller mindre tilfældigt den dag. Han havde ikke forsøgt at lokke nogen i baghold og havde ikke vidst noget om, at der skulle foregå noget, forklarer Mette Grith Stage.

For det var ikke planen, at Satudarah-lærling Mohammad Al-Zerjawi skulle dø, da han 23. juli 2020 blev stukket med en kniv i låret i forlængelse af en fejlslagen hashhandel.

Det konkluderede retten søndag formiddag, da skyldskendelsen blev læst op i i det store retslokale på Paludan Müllers Vej i Aarhus.

Udover Mette Grith Stages klient er to mænd derfor ligeledes blevet frikendt for drabet på Mohammad Al-Zerjawi, 'Frisør Mudi', der forblødte og døde efter et knivstik i låret.

De to er i stedet dømt for grov vold, mens den sidste, Mette Grith Stages klient, søndag blev frikendt for alle forhold.

Han har nu forladt Retten i Aarhus som en fri mand.

»Min klient er enormt glad. Han har hele tiden taget det meget roligt og ikke været voldsomt bekymret. Han har stolet på retssystemet og holdt hovedet højt,« siger Mette Grith Stage.

Nu skal han hjem til sin familie og lande igen.

Efterfølgende kan der komme et retligt efterspil i forhold til erstatning, da den 27-årige mand har siddet fængslet siden august 2020.

»Men lige nu er fokus på at han kommer hjem og kan være sammen med sin familie, så det tager vi lidt senere,« lyder det afslutningsvis fra Mette Grith Stage.

Forventningen er, at der falder dom søndag eftermiddag i sagen, hvor de to øvrige mænd har erkendt sig skyldige i grov vold.

Andre læser også