Det var ikke planen, at Satudarah-lærling Mohammad Al-Zerjawi skulle dø, da han natten til 23. juli 2020 blev stukket med en kniv i låret i forlængelse af en fejlslagen hashhandel.

Det konkluderede retten søndag formiddag, da skyldskendelsen blev læst op i i det store retslokale på Paludan Müllers Vej i Aarhus.

Tre mænd er derfor søndag formiddag blevet frikendt for drabet på Mohammad Al-Zerjawi, der gik under tilnavnet 'Frisør Mudi', der forblødte og døde efter et knivstik i låret.

To af dem er i stedet dømt for grov vold, mens den sidste er frikendt for alle forhold. Han kunne derfor efter skyldskendelsen var læst forlade Retten i Aarhus som en fri mand.

»Det er, fordi de siger, at de skyldige i volden, men det var ikke påregneligt, at nogen ville dø af det. Derfor bliver de frifundet for det og dømt for paragraf 245 i stedet,« fortæller forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen til B.T. Aarhus.

Volden gik ud over den dræbte og tre andre mænd, som Mohammad Al-Zerjawi ankom til parkeringspladsen med.

Forud for mødet var Mohammad Al-Zerjawi blevet snydt i en hashhandel. Planen var derfor, at han skulle mødes med sælgerne på parkeringspladsen for at redde trådene ud.

Det mislykkedes dog.

En af de andre blev stukket adskillige gange i skulder, arm, ben, fod og snittet i ansigtet, mens en tredje blev stukket flere gange i benet og håndfladen. Den sidste blev udsat for 'anden vold', lød det fra dommer Mette Helby Jensen.

Retten mener, at overfaldet på 'Frisør Mudi' var hævn for et tidligere mellemliggende.

Det støttes blandt andet op af, at et af vidnerne i sagen har fortalt, at han overhørte nogle af overfaldsmændene komme med en bemærkning til Mudi, før han døde.

»Det var jer, der gjorde det for tre år siden,« skulle der være blevet sagt.

Det har ikke været muligt at fastslå, hvem der gav ham det dødelige stik i benet.

Begge mænd, som er dømt for volden, er medlem af den kriminelle gruppering Brabrandgruppen, mens Mohammad Al-Zerjawi var medlem af rockergruppen Satudarah.

Derfor mente specialanklager Jesper Rubow også, at der var tale om et sammenstød mellem de to grupperinger på parkeringspladsen, som kunne igangsætte en konflikt mellem dem.

Han mente derfor, at de skulle dømmes efter den særlige bandeparagraf, som gør, at straffen kan hæves med op til det dobbelte.

Det var retten dog ikke enig i.

Retten vurderede, at der var tale om et personopgør på parkeringspladsen og ikke et gruppeopgør. Derfor blev de begge frikendt for den særlige paragraf 81a, som ville have gjort, at de kunne få op til 18 års fængsel.

Jesper Rubow mener derfor nu, at de to mænd på henholdvist 22 og 26 år skal idømmes den højeste straf, som kan gives for grov vold, samt et opholdsforbud i Aarhus Kommune.

»Det er helt oppe i den øverste ramme af bestemmelsen, som vi skal – så det vil sige fem-seks års fængsel,« lød det fra ham, efter at skyldkendelsen var blevet læst op af dommeren.

Michael Juul Eriksen påstand er derimod, at hans klient, den 22-årige, skal have maksimalt halvandet til to års fængsel. Han har erkendt, at han stak to af de forurettede.

Den 26-åriges forsvarsadvokats påstand er, at han skal have maksimalt et til halvandet års fængsel. Den 26-årige har erkendt, at han bar en kniv under overfaldene, men nægter, at han skal have brugt den.

Begge mener ikke, at der er grundlag for opholdsforbud i hele Aarhus Kommune.

Forventningen er, at der falder dom søndag eftermiddag.