En 26-årig mand er ved Retten i Aalborg tirsdag dømt for et seksuelt overgreb på sin mindreårige halvsøster.

Her havde halvsøsteren indtaget alkohol, og hun lå og sov. Dermed kunne hun ikke modsætte sig det overgreb, den 26-årige foretog.

Den 26-årige mand, der stammer fra Himmerlandsområdet, er blevet dømt til ét år og to måneders ubetinget fængsel.

Det skriver TV 2 Nord, der har talt med anklager ved Nordjyllands Politi, Mette Høg.

Overgrebet fandt sted i marts i år.

Den 26-årige himmerlænding er blevet dømt for 'andet seksuelt forhold end samleje'.

Udover den ubetingede fængselsdom skal manden betale en erstatning til halvsøsteren på 40.000 kroner.

Den dømte ankede dommen på stedet, og derfor skal Landsretten nu tage stilling til sagen.

B.T. Aalborg har forgæves forsøgt at få en kommentar fra anklager Mette Høg.