Talrige unge mænd er de seneste årtier blevet ofre i konflikter mellem forskellige bander i Danmark, og en del af sagerne er fortsat uopklarede.
Men det betyder ikke, at drabsmændene skal føle sig sikre.
Det fortæller Knud Hvass, der er vicepolitiinspektør og afdelingsleder i afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Politi.
»Heldigvis får vi opklaret rigtig meget banderelateret kriminalitet, men generelt kan vi sige, at miljøet omkring de kriminelle bandegrupperinger er svært at efterforske i. Det gælder også i drabssager, for det er ikke en personkreds, som har særlig stor lyst til at tale med politiet. I de sager gør vi så brug af de forskellige efterforskningsmuligheder, som vi har, men som jeg ikke kan komme nærmere ind på,« siger han og tilføjer:
»Særligt de uopklarede drabssager er nogle, vi som politifolk ærgrer os rigtig meget over, for det er jo ikke det, vi ønsker. Men selv om sagerne er uopklarede, og nogle af dem henlagt, så kan vi hurtigt finde dem frem, hvis der dukker nye informationer eller tekniske beviser op. Så gerningsmændene skal ikke vide sig sikre.«
En opgørelse, som Ekstra Bladet har foretaget, viser, at der de sidste 10 år har været 19 uopklarede bandedrab.
B.T. har samlet en håndfuld af de sager herunder.
Thimo Zevenbergen – 20. april 2010

20. april 2010 sad 22-årige Thimo Zevenbergen på passagersædet i sin vens bil på Nylandsvej i Køge. Pludselig lød et højt brag efterfulgt af flere. En i dag stadig ukendt person affyrede otte skud mod bilen. Et af skuddene borede sig gennem bilens bagende og gennem både bagsæde og passagersæde, inden det ramte Thimo Zevenbergen i ryggen.
Umiddelbart efter døde han.
Thimo Zevenbergen blev et tilsyneladende uskyldigt offer i konflikten mellem de to bander Bloodz og Black Cobra. Selv havde han ifølge politiet ingen tilknytning til bandemiljøet andet end bekendte, der havde relationer til forskellige bander. Derfor mener man også, at gerningsmanden kan have forvekslet Thimo Zevenbergen med en anden. Drabet er uopklaret.
Cem Aydin – 19. januar 2012

Hvorfor skulle 21-årige Cem Aydin tæskes ihjel på Kong Georgs Vej på Frederiksberg? Det spørgsmål er ubesvaret mere end otte år efter drabet. Sikkert er det dog, at det var et tæskehold bestående af 8-10 mand, der stod bag overfaldet, som endte med at koste den unge mand i livet.
Men trods det store antal gerningsmænd er drabet fortsat uopklaret. Cem Aydin havde ikke selv nogen tilknytning til bander andet end bekendtskaber, der kom i miljøet.
Alligevel mener politiet, at drabet på den ene eller anden måde har relation til det kriminelle miljø.
Jonathan Taboryski – 11. januar 2013

Jonathan Taboryski blev kun 19 år. Han blev skudt om aftenen 11. januar 2013, da han stod sammen med en håndfuld kammerater foran det lokale butikscenter i Høje Gladsaxe lidt uden for København. Den unge tømrerlærling havde tilknytning til grupperingen VHK – Værebros Hårde Kerne.
VHK lå på daværende tidspunkt i konflikt med LTF, Loyal To Familia, og gruppen har været mistænkt for at stå bag drabet. Drabet affødte en lang række skyderier i københavnsområdet, og medlemmer på begge sider blev ramt.
Gerningsmanden menes at være kørt i en hvid Ford Ka. Den blev efterfølgende fundet udbrændt i nærheden af gerningsstedet. Sagen er fortsat uopklaret.
Ari Hussein – 15. marts 2018

Tidligt om morgenen 15. marts 2018 finder en hundelufter 24-årige Ari Hussein skuddræbt i Valbyparken i København. Drabet sker bare en uge efter, at Ari Hussein bliver forsøgt slået ihjel på Frederikssundsvej i Brønshøj.
Både drabsforsøget og drabet var angiveligt affødt af, at Ari Hussein ønskede at forlade banden LTF, som han var medlem af. Her havde han ifølge politiet en betydningsfuld rolle, fordi han havde en fortid som livvagt for en Bandidos-rocker, ligesom han også havde været i Syrien og kæmpe for den kurdiske oprørsstyrke YPG i kampen mod Islamisk Stat.
Drabsmanden er endnu ikke fundet, og et LTF-medlem er frifundet for det overfald, der fandt sted en uge før, Ari Hussein døde.
Abdallah El-Chami – 19. juni 2018

Kort efter klokken 23.00 19. juni 2018 blev 36-årige Abdallah El-Chami ramt af flere skud på åben gade ved en bænk ved en parkeringsplads i boligområdet Hørgården på Amager. Få timer senere døde han.
Inden drabet kl. 23.08 var han ifølge øjenvidner blevet jagtet af to bevæbnede gerningsmænd, der trods offentliggørelsen af videoovervågning endnu ikke er fundet.
Den dræbte Abdallah El-Chami havde ved sin død en ledende rolle i rockergruppen Gremiun, der havde været i en blodig konflikt med grupperingen Black Jackets, der udsprang af Brothas fra kvarteret omkring Mjølnerparken på Nørrebro i København.
Har du viden om nogen af de omtalte sager, kan du kontakte politiet på 114.