»Jeg håber, at jeg en dag sidder over for ham. Som du sidder over for mig, og jeg kan spørge ham: 'Hvorfor?'«
Spørgsmålet opstod for 10 år siden og har trængt sig på hos 56-årige Corrien Fleddérus Dolberg lige siden.
I april 2010 blev hendes søn, 22-årige Thimo Zevenbergen, et tilsyneladende uskyldigt offer i en konflikt mellem de to bander Black Cobra og Bloodz, som raserede i området omkring Køge, hvor den unge mand kom fra.
»Og så kan drabsmanden svare, at han troede, Thimo var en anden, men det svar er ikke godt nok. Hvordan vover du at tage et andet menneskeliv?« spørger Corrien Fleddérus Dolberg retorisk.
For spørgsmålet er og forbliver muligvis ubesvaret.
Den person, der skød og dræbte Thimo Zevenbergen 20. april 2010, mens han sad i sin kammerats bil på Nylandsvej i Køge, er aldrig fundet. Drabet er et af efterhånden mange drab i relation til en bandekonflikt, som endnu ikke er opklaret.
»Jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg har fået livstid, mens gerningsmanden i princippet er frifundet. Flere har sagt, at de har vidst, hvem der gjorde det, men så har de trukket deres forklaringer tilbage, og det gør, at jeg har opgivet at få en form for retfærdighed,« siger Corrien Fleddérus Dolberg og henviser til, at en håndfuld personer har været sigtet for drabet, men umiddelbart efter er blevet løsladt igen.
22-årige Thimo Zevenbergen var ifølge politiet ikke selv en del af nogen bander, men havde bekendte, som bevægede sig i bandemiljøet. Derfor er det også teorien, at Thimo Zevenbergen var et uskyldigt offer, og at gerningsmanden formentlig forvekslede ham med en anden.
Det var det mest forfærdelige. Jeg kan ikke beskrive detCorrien Fleddérus Dolberg
Sikkert er det dog, at gerningsmanden skød otte gange mod den bil, som Thimo Zevenbergen sad i om aftenen 20. april 2010. Et af skuddene gik gennem bilens bagende og gennem både bagsæde og passagersæde, inden det borede sig ind i ryggen på Thimo Zevenberger.
Umiddelbart efter døde han.
Et ubeskriveligt chok
Dele af den aften står lysende klart tilbage i Corrien Fleddérus Dolberg erindring.
Hun var netop gået i seng og var nærmest høj på lykke over, at sønnen Thimo Zevenbergen havde haft verdens bedste fødselsdag dagen forinden. Masser af gode gaver og ikke mindst talrige lykønskninger på Facebook fra venner og bekendte.

For Thimo Zevenbergen var en afholdt ung mand. Han var en central figur i flere vennekredse, som alle overlappede hinanden, fortæller Corrien Fleddérus Dolberg
»Og så bankede det pludselig hårdt på døren, og først tænkte jeg, at Thimo måtte have glemt sine nøgler, men da jeg åbnede døren, stod der to betjente,« siger Corrien Fleddérus Dolberg, mens tårerne langsomt presser sig på.
»Det var et ubeskriveligt chok, og så gik det stærkt. Jeg skulle ringe til min familie og fortælle det, og så gik det hele i stå for mig. Jeg kan slet ikke huske, at jeg har ringet til nogen. Betjentene hentede også min ældste søn, der var på sit værelse, og han gik i chok.«
Og chok er formentlig også den tilstand, der bedst beskriver Corrien Fleddérus Dolberg.
Sammen med de to betjente og sin ældste søn kørte hun til Køge Sygehus, hvor Thimo Zevenbergen var bragt til af sin ven Mark, fordi de skulle identificere ham. Men efter betjentene havde overbragt hende beskeden om, at hendes søn var død, er det et sort hul.
Hun har fortrængt det.
»Det var det mest forfærdelige. Jeg kan ikke beskrive det. Folk, der ikke har mistet et barn, kan nok ikke sætte sig ind i det. Ordet rædselsfuldt er ikke dækkende,« siger hun.
Hvem er du?
Siden har Corrien Fleddérus Dolberg skullet leve med, at hun ikke har kunnet sætte ansigt på den person, som skød og dræbte hendes søn. Punktummet er aldrig blevet sat og bliver det formentlig heller ikke.

»I tiden efter kiggede jeg mig selv i spejlet og spurgte: 'Hvem er du?' Jeg kunne ikke genkende mig selv. Der var ikke noget tilbage af mig, og jeg kommer aldrig tilbage til den person, jeg var. Det har sat sine spor for evigt,« fortæller Corrien Fleddérus Dolberg.
Men hun gør sig umage.
For selv om det er ubærligt at miste sit barn, så har Corrien Fleddérus Dolberg lært at leve med, at hun kun har den ene af sine to sønner.
»Jeg har fået gode erfaringer, og jeg har udviklet mig på grund af det, der er sket, og ikke mindst på trods af det, der er sket. Det er en kæmpe trøst for mig, at Thimo var så glad, sidste gang jeg så ham. Han var sprudlende, og det kan jeg trøste mig ved,« siger hun.

»Og så er det en trøst for mig, at så mange var glade for Thimo. Jeg holder fast i det positive, men de positive tanker vil aldrig kunne lappe det hul, som jeg har.«
Midt- og Vestjællands Politi oplyser til B.T., at sagen fortsat er uopklaret og henlagt, da der ikke er flere efterforskningsspor at følge. Modtager man nye oplysninger i sagen, vil den blive genoptaget.
Har du oplysninger om sagen, kan du kontakte politiet på 114.