Drabet på Hannes søn er aldrig opklaret: 'Min tro er meget lille'

»Jeg står midt på Gammel Kongevej, og så begynder jeg at skrige, mens jeg råber: 'Nej, nej'.«

Fredag 11. januar 2013 modtager Hanne Villumsen et opkald, som hun aldrig nogensinde kommer til at glemme.

Den aften blev hendes søn et af efterhånden mange ofre for bandekonflikterne i Danmark, da han blev skudt på klos hold, mens han stod foran det lokale center i Høje Gladsaxe lidt uden for København. Jonathan Taboryski blev kun 19 år gammel.

»Jeg havde været ude og spise med nogle veninder på en sushirestaurant. På et tidspunkt får min veninde en besked om, at en person er skudt i Høje Gladsaxe, og jeg når lige at tænke: 'Puha, der kommer Jonathan heldigvis ikke'.«

Men det gjorde Jonathan Taboryski.

Sammen med en håndfuld kammerater stod Jonathan Taboryski foran centeret i Høje Gladsaxe den fredag aften, da en hvid Ford Ka pludselig standsede ved dem omkring klokken 20. Ud af bilen steg en mand i mørkt tøj og skød mod gruppen. To af skuddene ramte Jonathan Taboryski – et af dem ramte ham i hovedet.

Gerningsmanden er aldrig fundet.

»Jeg sov ikke den nat. I stedet gik jeg ind på hans værelse og satte mig på hans seng. Og så græd jeg. Det hele var så ubegribeligt. Foran mig lå hans halvbeskidte bukser, og på bordet stod en kop, som han havde drukket af. Han havde lige været der, og tanken om, at han aldrig kom tilbage, var helt ubeskrivelig,« fortæller Hanne Villumsen, mens tårerne presser sig på.

Drabet var efter alt at dømme foranlediget af en konflikt mellem bandegrupperingen Værebros Hårde Kerne, som Jonathan Taboryski havde en vis relation til, og banden Loyal To Familia.

Det brutale drab kastede yderligere brænde på bålet mellem de to grupperinger og affødte en lang række skyderier i den følgende tid på trods af, at Hanne Villumsen dagen efter drabet i et opslag på Facebook bønfaldt det kriminelle miljø om ikke at hævne drabet på hendes søn.

Det endelige farvel

Først fire dage senere fik Hanne Villumsen lov til at se sin søn for sidste gang. En tirsdag aften fik hun og resten af familien en lille times tid til at sige et endeligt farvel til Jonathan Taboryski på Rigshospitalet.

»De havde gjort ham pæn, med et klæde hen over hovedet, så man ikke kunne se skudhullerne,« siger hun og tilføjer:

»Det var rædselsfuldt. Han lå der. Sådan et ungt menneske, der ligger stiv og kold. Han havde lige været her, jeg havde lige holdt om ham, hvor han havde været i live.«

Men det sidste farvel var også vigtigt for Hanne Villumsen. Vigtigt, fordi hun fik muligheden for at holde sin søn i hånden en sidste gang, og vigtigt, fordi hun med sine egne øjne kunne se, at han var blevet skudt, og at han altså ikke bare var rejst om på den anden side af Jorden.

Den del har ifølge Hanne Villumsen selv også været vigtig for hendes sorgbearbejdning. For kan man overhovedet lære at leve med, at ens søn er offer i en drabssag, som aldrig er opklaret?

»Jeg har talt med rigtig mange om det, og så har jeg grædt. Jeg har grædt meget. Jeg tror, at gråd læger meget. Sorg er jo en underlig størrelse, for jeg lever for det meste et almindeligt hverdagsliv, og pludselig kan den her sorg komme væltende ind over en.«

»Det kan være, hvis jeg hører en bestemt sang, eller hvis jeg ser en håndværker, der ligner Jonathan,« siger hun og henviser til, at hendes søn ville have været uddannet tømrer ganske få måneder efter, han blev dræbt.

Og så er der Jonathan Taboryskis gamle venner.

Dem ser Hanne Villumsen også af og til. I dem kan hun nemlig spejle Jonathan Taboryski og få et indtryk af, hvor hendes søn ville have været i sit liv i dag.

De forkerte venner

I det hele taget har Hanne Villumsen været i stand til at opbygge nogle minder og traditioner, der på den ene eller anden måde kan fungere som en trøst og ikke mindst medvirke til at understrege, at hendes søn aldrig vil blive glemt.

»Så kommer jeg også ved hans gravsted, hvor jeg kan tale med ham om alt muligt. Nogle gange spørger jeg ham også: 'Hvorfor',« siger hun videre.

For selv om Hanne Villumsen udmærket var bekendt med, at hendes søn havde været rodet ud i noget småkriminalitet, så levede han også et liv, hun ikke kendte til.

Hun havde intet kendskab til, at Jonathan Taboryski omgav sig med personer, som var en del af banden Værebros Hårde Kerne, der holdt til ikke langt fra Hanne Villumsens hjem i Bagsværd. Og det var en viden, der kom som et chok.

»Jeg er super ked af, at vi ikke vidste, at han gik rundt med folk i de miljøer. Man har en skyldfølelse over, at man ikke så det, for så kunne vi måske have hjulpet ham ud af det. Hvad gjorde, at han blev tiltrukket af det? Og blev han tvunget ud i det? Det er spørgsmål, som vi aldrig får svar på.«

Og så er der et andet spørgsmål, som Hanne Villumsen måske heller aldrig får svar på: Hvem dræbte Jonathan Taboryski?

»Jeg troede i starten, at man ville finde ham, men min tro er meget lille nu. Jeg er ikke optimistisk, og vi får jo heller ikke Jonathan tilbage af den grund. Min sorg bliver heller ikke mindre, men der er noget omkring ens retsfølelse, fordi så ved man, at han får sin straf, og det kunne godt være et lille plaster på såret,« siger hun og tilføjer:

»Men jeg går ud fra, at personen har haft nogle søvnløse nætter som mig – dem har jeg haft mange af.«

Har du oplysninger om sagen, kan du kontakte politiet på 114.