Godsselskabet DB Cargo suspenderer en medarbejder, der angiveligt har stået for sikkerheden på det godstog, der var involveret i togulykken ved Storebæltsbroen.

Medarbejderen havde klargjort godsvognene inden afgang den 2. januar, hvor en lastvognstrailer rev sig løs og kolliderede med et modkørende IC4-tog.

Otte menensker mistede livet og 16 blev kvæstet, i hvad der nu betegnes som den største togulykke i 30 år.

DB Cargo har nu med omgående virkning suspenderet stationsbetjenten, eftersom de mener, at han - i strid med reglerne - har overstreget nogle afgørende oplysninger på en såkaldt 'vognliste', skriver Berlingske.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Vognlisten er en oversigt over vogne og gods, og ifølge DB Cargo er det her, at der er sket uregelmæssigheder i forbindelse med vognlisten fra det godstog, der var involveret i ulykken.

Uregelmæssighederne vurderes at være så alvorlige, at medarbejderen nu suspenderes, sendes hjem og indkaldes til en tjenstlig afhøring.

Det vides endnu ikke, hvorfor DB Cargo anser overstregningen i vognlisten for at være af så alvorlig karakter, at manden suspenderes, men ifølge Berlingskes oplysninger har den pågældende medarbejder overstreget et navn i dokumentet.

Suspenderingen kommer bag på næstformanden i Dansk Jernbaneforbund Preben S. Pedersen:

»Hvis det er sandt, så er det helt urimeligt, at man suspenderer folk, inden man ved, hvad der er op og ned i sagen. Det er jeg meget overrasket over,« siger Preben S. Pedersen til Berlingske.

Medarbejderen er udover suspenderingen også blevet indkaldt til en såkaldt tjenstlig afhøring af DB Cargo. Her vil han formentlig skulle afgive forklaring for sit arbejde på ulykkesdagen. Afhøringen kan få et retsligt efterspil.

Hvad der præcis har fået lastbiltraileren til at rive sig løs af en godsvogn og kolidere ind i IC4-toget, vides endnu ikke, men de danske myndigheder har allerede indført flere restriktioner efter undersøgelser af ulykken.

Tirsdag oplyste Trafikstyrelsen, at den med øjeblikkelig virkning forbød brug af sættevogne monteret på såkaldte lommevogne. Derudover har styrelsen besluttet at ændre reglerne for, hvornår og hvor hurtigt godstogene må køre over Storebælt.