45-årige Linda Jørgensen fra Bolbro i Odense var blandt de otte personer, der den 2. januar mistede livet i den tragiske togulykke på Storebæltsbroen.

Nu står forældrene frem i et interview med Fyens Stiftstidende.

Linda Jørgensens mor, Kirsten, så tv onsdag morgen for ni dage siden.

Den morgen, hvor den værste togulykke i 30 år fandt sted. Da nyheden kom frem, spekulerede Kirsten i første omgang ikke så meget over det. Meldingen var 'få lettere tilskadekomne'.

Men da det senere blev klart, at der var flere dræbte, blev hun for alvor urolig.

»Jeg sendte en sms til Linda og spurgte, om hun var okay. Den fik jeg ikke svar på. Jeg slog det hen og tænkte, at hun måske sad i en stillekupé, hvis hun var med toget. Da det kom frem, at der var omkomne, skrev jeg til en af hendes gode venner og spurgte, om han vidste, om hun var med toget. Det var han ret sikker på, hun var,« fortæller Lindas mor, Kirsten Jørgensen, til avisen.

Og det var hun. Men mere vidste de ikke. Faktisk gik familien bekymret rundt resten af dagen, og som timerne gik, blev forældrene mere og mere bange.

Der var stadig intet svar fra Linda.

Først klokken fem næste morgen på Odense Universitetshospital fik Linda Jørgensens 22-årige søn, Mikkel, og hendes gode ven vished. 21 timer efter katastrofen på Storebælt.

Det var gået så galt, som de havde frygtet.

Lindas forældre hastede hurtigt fra deres hjem i en lille landsby mellem Struer og Skive til Odense for at være der for deres barnebarn.

Han var lige så rystet, som de selv var.

Familien beskriver Linda Jørgensen, der til daglig arbejdede som kemiingeniør, som et uselvisk menneske, der tænkte på andre før sig selv. En ildsjæl.

Hun var nemlig en af de helt centrale skikkelser i den lokale afdeling af Amnesty International i Odense og stod blandt andet bag mange demonstrationer med fokus på alt fra menneskerettigheder til voldtægtslovgivningen.

Et frivilligt arbejde, hun nåede at beskæftige sig med i mere end 20 år.

45-årige Linda Jørgensen bisættes fredag.