LÆS OGSÅ: Mand anholdt i sag om røveri og økseoverfald

Ansatte i Danske Bank i Ringsted fik sig mandag middag en voldsomt ubehagelig oplevelse, og derfor tilbydes de nu hjælp til at bearbejde indtrykkene fra hændelsen.

Klokken 12.26 fik Midt- og Vestsjællands Politi en alarm om et røveri mod Danske Bank-filialen på Torvet centralt i den Midtsjællandske by. Kort forinden havde en gerningsmand truet personalet med en kniv og fik udleveret et kontant beløb, som han lagde i en gul Netto-pose.

Også enkelte kunder i banken blev ufrivilligt vidner til den chokerende oplevelse, oplyser Dansk Bank til BT.

Både kunder og ansatte får nu mulighed for at få professionel hjælp til at ryste bankrøveriet ud af sindet, lyder det.

»Heldigvis har ingen lidt fysisk overlast. Men det har været en ekstremt ubehagelig oplevelse for medarbejderne, der tilbydes psykologhjælp,« siger Egil Blaabjerg – chef for fysisk sikkerhed i Danske Bank.

Chokket over røveriet er formentlig ikke blevet mindre af, at politiet mener, at gerningsmanden er den samme, der lørdag aften tilsyneladende helt umotiveret overfaldt to 19-årige på en tankstation i Birkerød.

Parret blev ramt i hoved og på overkroppen af øksen. De blev bragt til Rigshospitalet, men de blev søndag meldt uden for livsfare.

I den intense jagt på den 29-årige forbryder, der ifølge hans egen far netop er kommet ud fra Nyborg Statsfængsel, har politiet offentliggjort flere billeder fra overvågningskameraer. Mandag eftermiddag er mandens fulde identitet blevet kendt for offentligheden.