Har du oplysninger i sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Du kan kontakte os på 1929@bt.dk eller på vores Facebook-side.

Opdatering: Kort før midnat oplyser Nordsjællands Politi til BT, at man fortsat arbejder på at få verificeret om den anholdte er den eftersøgte såkaldte øksemand.


Den 29-årige mand, der mistænkes for at stå bag et økseangreb i Birkerød lørdag aften, er mandag aften blevet anholdt.

Det skriver DR Nyheder.

Nordsjællands Politi bekræfter over for BT, at politiet har anholdt en mand. Politiet kan dog ikke bekræfte, at der er tale om den mand, som de har eftersøgt. Anholdelsen er foretaget kort før klokken 22 på Istedgade i København.

Ifølge BTs medarbejder på stedet var der en stor mængde bevæbnet politi samt aktionsstyrke til stede under anholdelsen. Den anholdte var iklædt hvid dragt og blev ført ud fra stedet og direkte ind i en bil, fortæller BTs medarbejder på stedet.

Foto: Mathias Øgendahl
Vis mere

Dagen igennem har politiet været massivt til stede over hele Sjælland, hvor man har søgt efter manden, der mistænkes for at stå bag et økseovergreb lørdag aften i Birkerød i Nordsjælland. Mandag offentliggjorde politiet mandens identitet i forbindelse med, at han også er mistænkt for at stå bag et bankrøveri i Ringsted.

Pressechef ved Nordsjællands Politi Henrik Suhr har tidligere mandag aften fortalt til BT, hvordan alle politikredse på Sjælland har samarbejdet for at finde den formodede gerningsmand. I den forbindelse har man også bevogtet broer og færgeovergange fra Sjælland.

Siden lørdag aften har politiet i en massiv indsats ledt efter den 29-årige. Det skyldes, at han på en tankstation i Birkerød overfaldt to 19-årige - tilsyneladende helt umotiveret. Parret blev ramt i hoved og på overkroppen af en økse. De blev bragt til Rigshospitalet, men de blev søndag meldt uden for livsfare. Søndagen igennem ledte politiet derfor intenst - særligt i Birkerød, men øksemanden lykkedes med at holde sig skjult.

Mandag middag begik den 29-årige dog antageligt et røveri i Ringsted, hvorefter han flygtede i en stjålet Hyundai Getz. Den anvendte flugtbil blev søndag aften klokken cirka 22.35 stjålet fra Frederikssundsvej, København NV, med bilnøglerne i tændingen, har politiet tidligere oplyst.

Danske Bank i Ringsted.
Danske Bank i Ringsted. Foto: Rene Lind
Vis mere