Svensk politi har nu været i gang i næsten to måneder uden at fange gerningsmanden eller mændene, der har angrebet danskere med sten og andre genstande på vej til eller fra Ystad.

Men nu får de uventet hjælp fra dansk side.

Cirka 6.000 kilometer væk fra København sidder rigmanden Magnus Kjøller i Dubai, hvor han lever af at investere i ejendomme.

En vigtigere detalje ved Magnus Kjøller er dog, at han er født og opvokset på Bornholm, hvorfor han nærer særlige følelser fra solskinsøen.

Magnus Kjøller vil de mange stenangreb til livs, og nu udlover han en dusør for at få folk til at melde sig med interessante oplysninger
Magnus Kjøller vil de mange stenangreb til livs, og nu udlover han en dusør for at få folk til at melde sig med interessante oplysninger
Vis mere

Følelser, han har kunnet mærket de seneste knap to måneder, hvor han fra varme himmelstrøg har kunnet følge med i, at danskere er blevet angrebet med sten og andre genstande på vej til og fra hans hjemstavn.

»Det er jo helt igennem vanvittigt, at det ikke har haft større konsekvenser. Der er et par, som er kommet alvorligt til skade, men hvis det fortsætter, kan det ende fatalt. Det er jeg desværre overbevist om,« fortæller Magnus Kjøller.

Derfor satte rigmanden sig ned og lagde hovedet i blød for at overveje, om han kunne hjælpe på nogen som helst måde.

Og så nåede han frem til ét sted, hvor han kunne være behjælpelig.

»Jeg kan jo ikke lege politibetjent eller stille mig ved vejkanten og vente på gerningsmanden. Men jeg kan udlove en dusør på 10.000 svenske kroner for informationer, der kan lede til anholdelse af dem eller de, der angriber danskerne,« fortæller han.

Sådan så forruden ud, efter Carsten Petersen og hans bedre halvdel var blevet ramt af en sten eller anden genstand.
Sådan så forruden ud, efter Carsten Petersen og hans bedre halvdel var blevet ramt af en sten eller anden genstand. Foto: Privatfoto
Vis mere

Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

10.000 svenske kroner svarer til cirka 7.000 danske, og med det beløb håber Magnus, at der vil sidde en person med et vigtigt tip, som han gerne vil 'bytte' for en pengepulje.

Og så er det vigtigt for ham at påpege, at han ikke forsøger at lege politi.

»Jeg forsøger simpelthen bare at skabe et incitament for nogen, der potentielt kan sidde med vigtige informationer. Jeg ved, hvordan jeg ville have det, hvis min familie blev ramt, så hvis der bare er den mindste chance for, at jeg kan hjælpe, er det det hele værd. Det er mit motiv,« siger Magnus Kjøller.

Der er i alt 117 bilister – primært danskere – der har anmeldt angreb på vej til eller fra Ystad.