»Hvornår skal den onde mand i fængsel, mor?«

Sådan spurgte 5-årige Anakin en sen eftermiddag i maj 2019, da familien Rosenkilde Weber sad rundt om bordet i deres hjem i Troldhede.

Ude foran deres indkørsel holdt en stor, hvid varevogn med vinduet rullet ned og høj musik fra højtaleren.

Inde i sad den mand, der en uge før stod og råbte Anakins far i hovedet, før han så tog faderens mobil og smadrede den ned i asfalten foran huset.

Der er tale om den samme mand, der har terroriseret sine to naboer med æggekast, dødstrusler, flyvende brosten og meget andet, hvilket B.T. de seneste to dage har beskrevet.

Faktisk har manden, der hedder Bo, ifølge flere borgere i Troldhede, taget den lille by som gidsler med sine trusler, chikaner og konfliktsøgende adfærd.

Men det stod ikke skrevet i stjernerne, at Nina og manden Mike skulle komme i Bos sorte bog.

De bor nemlig 300 meter fra mandens hus, men i maj 2019 delte Bo aviser ud i Troldhede, og i den forbindelse har han flere gange gjort klart, at han bestemt ikke er tilhænger af parkeringer, hvor hjulene sniger sig ud til fortovet.

Ikke desto mindre var det desværre det, som Nina var kommet til at gøre, da hun kort forinden havde parkeret sin bil efter en tur ude i byen.

»Han lavede fagter til mig i vinduet, så jeg gik ud til ham. Han sagde, at man skulle tænke sig om, hvordan man parkerede, for ellers kunne der komme ridser i bilen, og så skrabede han sin finger hen over den. Jeg siger derfor, at han skal gå,« fortæller Nina Marie Rosenkilde Weber i dag til B.T.

Derfor kommer Ninas mand Mike ud, og så begynder Bo, som parret på daværende tidspunkt aldrig havde mødt eller hilst på, at opføre sig truende og være aggressiv.

Det får Mike til at tage sin telefon op af lommen, og det skulle han aldrig have gjort.

»Min mand vil jo tage et billede, fordi han er så truende, men så vælger Bo at tage telefonen og smadre den ned i jorden, så den splintrer fuldstændigt. Herefter skubber min mand ham væk,« fortæller Nina.

Parret går chokeret tilbage i deres hjem, men få uger efter får de nærmest et endnu større chok.

I postkassen ligger et brev: Ninas mand Mike er blevet anmeldt for vold af Bo.

»Jeg blev så ked af det, for jeg ved jo ikke, hvad Bo har sagt, og så tænker man jo, om faren til ens to børn skal i fængsel. Vi er bare chokerede over det her,« fortæller Nina.

Herefter følger en masse uger, hvor Bo hver uge spærrer deres indkørsel med sin varevogn, mens han spiller høj musik og kigger ind mod parret.

Og når Nina ringer til politiet, er beskeden: »Kan du ikke gå ud og tale med ham?«

Men det tør Nina ikke, og det er generelt denne samme forklaring, som B.T. har fået igen og igen.

Bos medborgere og naboer er voldsomt bange for ham, og han bliver bare ved og ved med at terrorisere dem, han ser sig sur på.

Det drejer sig om Jette, Kaj og Ninas familie, men B.T. har ligeledes talt med flere andre i Troldhede, der også har følt sig chikaneret af Bo.

Faktisk er det så grelt, at Jette og flere andre har etableret en decideret telefonkæde, som de kan sætte gang i, når Bo kaster med brosten, æg eller noget helt tredje, så Troldhede-borgerne kan komme hinanden til undsætning.

Og det viser sig også, at Troldhede ikke er den eneste by, hvor han har gjort livet surt og utrygt for sine medborgere.

I Svendborg, hvor han boede før Troldhede, fortæller naboen Kim Andersen, at han i tre år måtte leve med i ny og næ at få kastet sten efter sig, blive udsat for trusler og i flere tilfælde blive rusket i.

»I min optik er det et spørgsmål om tid, før han slår en ihjel. Og det virker også til, at det skal ske, før han bliver stoppet,« siger Kim Andersen.

Men vi kan også gå endnu længere tilbage end Svendborg.

Søger man på Bos fulde navn på Google, finder man hurtigt en artikel fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern, hvor han i 2010 bliver anklaget for at stå bag hærværk, trusler og råb i Alkjærparken i Ringkøbing.

Ikke desto mindre er Bo altså stadig på 'fri fod' og kan fortsætte med at chikanere sine naboer og medborgere - denne gang i Troldhede.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at de ofte er ude hos »enkelte personer« i Troldhede, men at de også er klar til at tage nye sager.

»Alle de sager i Troldhede og Bonnet er gjort færdige og ligger hos anklagemyndigheden. Vi er klar, hvis der kommer en sag med en karakter, der gør, at vi kan fremstille i grundlovsforhør. Vi er klar,« siger politikredsens politiinspektør, Ole Henriksen.

Men nu har vi på B.T. beskrevet et utal af situationer med dødstrusler, hærværk, forsøg på vold og meget mere, der alle er blevet anmeldt. Er det samlet set nok til at varetægtsfængsle og få ham og/eller 'Jernstangen' væk fra Troldhede og Bonnet?

»Det skal ses som et samlet billede, og vi har én gang prøvet at varetægtsfængsle en af dem i disse sager, og der gav landsretten os ikke medhold,« siger Ole Henriksen.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra Bo.