På dit natbord ligger der sandsynligvis en telefon, en bog eller et par briller.

På Maria Kiesbye Damborgs natbord står der en peberspray.

Og når hun og manden om morgenen skal på arbejde, koordinerer de sammen, hvordan de kan gå ud til deres biler uden at få naboens opmærksomhed.

Sådan har virkeligheden set ud for Maria siden i sommer, hvor den mandlige nabo pludselig kastede jernstænger ind i den lille families have og truede dem med bål og brand.

Men det er meget værre, for det her er ikke bare historien om en nabostrid.

Det er historien om én mand med kaldenavnet 'Jernstangen', der gennem halvandet år har chikaneret en hel landsby og udøvet vold mod flere borgere, uden at han er blevet stoppet.

Det er - desværre - virkelighedens svar på den netop afsluttede DR-serie 'Fred til lands'.

Det hele startede, da Maria den 23. december 2018 flyttede ind i et hus på Bøgelundvej i landsbyen Bonnet ved Lemvig.

Maria Kiesbye Damborg. Foto: Jens Anton Havskov
Maria Kiesbye Damborg. Foto: Jens Anton Havskov Foto: Foto: Jens Anton Havskov
Vis mere

Hun havde allerede hørt lidt rygter om sin fremtidige nabo gennem sin bror, der også bor i landsbyen.

Naboen - en mand på 50 år - skulle have set sig sur på flere i Bonnet, og så havde han også en sag kørende hos politiet efter at have overfaldet sin genbo ad to omgange.

Men til at begynde med var naboen ikke voldelig eller decideret truende.

»Altså, han kom ud og talte til os, hver gang vi var på vores gårdsplads, og det handlede meget om de andre borgere i byen, og hvad de gjorde galt. Sommetider skulle de 'klaskes', sagde han. Man kunne godt mærke, at det var noget galt med ham,« fortæller Maria Kiesbye Damborg til B.T.

De mange samtaler i gårdhaven var trættende i længden, men det blev først for alvor ubehageligt, da Maria og hendes mand blev hvervet til at blive en del af borgerforeningens bestyrelse.

'Jernstangen' mener nemlig, at borgerforeningen skylder ham 25.000 kroner, fordi han engang tilbød at komme med sit musikanlæg til en fest i byen.

Hurtigt bliver Maria og manden nu også fjender af naboen.

»Pludselig bliver han truende ude i indkørslen og råber af os. Så vi beslutter os ikke at være medlem af den bestyrelse og vente, for vi forventer jo alle i byen, at han skal ind og sidde i fængslet for det, som han gjorde mod sin genbo,« fortæller Maria.

Har du også problemer med en nabo eller borger i din by, som politiet ikke gør noget ved? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv på sebj@bt.dk.

Månederne går, og den lille familie bliver ikke truet eller chikaneret mere, men en morgen i august 2019 bliver Maria vækket ud af det blå.

»Du er nødt til at stå op. Den er helt gal,« siger manden til Maria.

Og ganske rigtigt.

Ude i indkørslen har 'Jernstangen' sat en skraldespand op midt i det hele, og så går han ellers rundt som en sulten løve og råber, mens han hamrer på skraldespanden med en jernstang.

Da Maria prøver at gå ud til ham, kommer han farende med hånden over hovedet og råber, at de er 'nogle brandstiftere og spritbilister'.

Naboen tror nemlig, at Maria er i familie med en anden borger i byen - Flemming - som også bliver chikaneret af manden, og som også bliver beskyldt for at køre påvirket og være brandstifter.

Heldigvis sker der intet den morgen, men truslerne fortsætter hver eneste gang Maria og manden kommer, så efter 14 dage har den lille familie nok eksempler på trusler til, at naboen får et tilhold.

Maria og manden har købt sig en peberspray, og på det her tidspunkt tør de nærmest ikke befinde sig i deres egen have, men en dag bliver de simpelthen nødt til at få græsset slået.

Det er kun få dage efter, at naboen har fået tilholdet, og ude i haven slår manden græs, mens Maria holder øje.

Så kommer naboen.

Ud af det blå kommer han løbende med sin hånd over hovedet, som om han vil slå Maria, men med et snuptag får hun peget frem med pebersprayen.

Naboen stopper op, virker irriteret og går tilbage til sig selv.

Et par dage efter prøver de igen at være ude i haven, men der går ikke lang tid, før det går galt igen.

Pludselig står naboen og råber ude foran haven, og pludselig flyver det med jernstænger. I alt kaster han fire jernstænger (herfra kommer kaldenavnet, red.) mod familien, der flygter indendørs og ringer efter politiet.

De kommer og henter naboen og sigter ham for forsøg på grov vold, hvorefter de varetægtsfængsler ham i én måned, efter at han altså har overfaldet sin genbo, truet og chikaneret Marias familie samt flere andre borgere i byen, og nu det her.

Endelig kan de slippe for ham, men ak. To dage efter er han tilbage i sit hus: Byretten havde godkendt varetægtsfængslingen, men i landsretten mener man, at der er gået for lang tid mellem overfaldene på genboen og den nye sag, så man løslader ham.

De 180 borgere i Bonnet er målløse. Hvad skal de gøre?

De beslutter sig for hver aften at holde et kaffemøde på én til halvanden time ude i Marias gårdhave, så de kan vise naboen, at de ikke vil lade sig kue af ham.

50-60 mennesker mødes hver aften foran Marias og naboens huse, og chikanerne stopper i den periode, men da forsamlingen for tre uger siden forsøger at stoppe sine samkomster, er vi tilbage ved det gamle.

For lidt over en uge siden kører Maria ind på sin gårdsplads og holder i bilen et par minutter for at afslutte et opkald, da hun pludselig bliver blændet af et laserlys oppe fra naboens hus.

»Det var voldsomt skarpt, så jeg endte med at måtte tage til vagtlægen den dag, da det gjorde ondt, og nu venter jeg på at komme til en øjenlæge,« fortæller hun.

Tre dage senere går det helt galt, men denne gang er Maria ikke offeret.

Konen til borgerforeningens formand, Peter Sønderby, er på vej hjem fra arbejde i onsdags, da hun pludselig ser 'Jernstangen' på en cykel.

Han har også chikaneret hende og manden igennem lang tid, så hun vender hurtigt om, men han sætter farten op, skifter vejbane, kører hen mod hende og skubber hende af cyklen.

Da hun får rejst sig op, slår han hende med knytnæve på skulderen.

»Jeg har slået dig, fordi foreningen skylder 25.000, og det har du bare at betale,« råber han på en video, som kvinden når at filme.

Rystet kommer hun hjem kort tid efter, og 'Jernstangen' bliver meldt til politiet, men igen bliver han blot taget med på politistationen, afhørt og løsladt igen.

Og der er vi så nu. Med en gruppe målløse og magtesløse borgere.

»Det her er frygteligt. Det er et mareridt. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, og vi står hele tiden på vagt. Ingen forstår, hvordan han kan blive ved med det her,« siger Maria.

B.T. har kontaktet Midt- og Vestjyllands Politis politiinspektør, Ole Henriksen, der udtaler:

»Det her er en frygtelig sag for alle parter, som vi er opmærksomme på. Derfor vil vi også være mere synlige derude, og det var vi også i mandags.«

Men lige nu er der en stor gruppe borgere, der er utrygge og ikke forstår, hvorfor han kan blive ved, uden at der sker noget?

»Ved en tidligere sag fik vi ham varetægtsfængslet, men så løslod landsretten ham, så derfor forsøgte vi ikke at varetægtsfængsle ham i onsdags. Men ellers er der tale om verserende sager, så jeg kan ikke uddybe mere end, at det er en ulykkelig sag,« siger Ole Henriksen.

Politikommisæren ønsker ikke at svare på yderligere spørgsmål fra B.T. om de forskellige sigtelser, eller hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, at manden tilsyneladende fortsat kan terrorisere Bonnet.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra den 50-årige mand, de øvrige beboere i Bonnet kalder 'Jernstangen'. Desværre uden resultat.