Cecilie Danris' krop gik i chok, da hun åbnede billedet på sin telefon.
»Dejligt besøg af min 'lillebror',« står der på billedet, hvor en muskuløs mand med tatoveringer holder om en kvinde.
Men det er ikke en hvilken som helst mand. Det er Cecilies ekskæreste.
Cecilies ekskæreste, der for mindre end to år siden blev idømt seks års fængsel for at have forsøgt at dræbe hende.
46 gange jog han en kniv ind i sin forsvarsløse ekskæreste. Foran deres datter på tre måneder.
Hovedbunden, hænderne, lungerne, milten, brysterne... ja, nærmest overalt på den 24-årige kvindes krop havde det skarpe knivblad brudt hudens overflade.
Ekskæresten blev anholdt, og torsdag den 8. januar 2018 fik han en dom på seks års fængsel.
Men så stod Cecilie så dér med sin mobil i hånden.
En bekendt havde sendt et billede fra en andens Facebook-profil, og Cecilie kunne med det samme se, hvad det betød:
Ekskæresten var kommet på udgang fra fængslet.
»Jeg brød fuldstændig sammen. Min krop rystede, jeg blev tør i munden, og så blev jeg virkelig angst,« fortæller Cecilie Danris i dag til B.T.
Og så hobede spørgsmålene sig op:
Hvorfor havde hun ikke fået besked om, at ekskæresten var på udgang, når hun var blevet lovet det, og når det også er noget, som myndighederne normalt gør? Og hvad med ekskæresten – kunne han finde på at komme og gøre hende fortræd?
Den nat lukkede Cecilie ikke et øje, og da solen var stået op, kontaktede hun Københavns Politi.
Men efter flere telefonopkald og e-mail var hun blevet smidt rundt mellem politikredsen og Kriminalforsorgen uden at få svar på det vigtigste spørgsmål: Hvorfor har jeg ikke fået besked om, at den mand, der var tæt på at tage livet af mig, pludselig er væk fra fængslet?
Det er dog ikke det værste.
Sagen er nemlig den, at det kun er én ud af adskillige punkter, hvor Cecilie føler sig svigtet af politiet og Kriminalforsorgen, mens ekskæresten fra fængslet er fortsat med at udøve psykisk vold på flere forskellige måder.
Men så sent som i torsdags var den gal igen, da B.T.s journalist pludselig modtog et opkald fra en rystet Cecilie. Det vender vi tilbage til.
Vi skal nemlig tilbage til slutningen af 2017 for at forstå, hvorfor Cecilie de seneste to år har følt sig mere og mere svigtet af de myndigheder, der ellers skulle tage sig af hende.
På det her tidspunkt har Cecilies ekskæreste endnu ikke fået sin dom for drabsforsøget, men en dag ligger der et brev i hendes postkasse.
Der står Cecilies navn på brevet, og det er sendt fra Vestre Fængsel, hvor ekskæresten sidder og venter på sin retssag.
Men der er to problemer.
Ekskæresten har et tilhold mod Cecilie, og så er hun ovenikøbet netop flyttet til en hemmelig og politibeskyttet adresse.
Cecilie forstår ikke, hvordan ekskæresten har fundet frem til den hemmelige adresse, for det er kun hendes egen familie, der kender til den.
Og så er der også ét andet spørgsmål, der presser sig på.
»Jeg kan se, det ikke er hans håndskrift, og brevet er også stemplet af en børneansvarlig, så jeg forstår simpelthen ikke, hvordan det kan lade sig gøre. De må jo vide, at han har et tilhold, eller at jeg har en politibeskyttet adresse, så hvordan kan brevet ryge ud af Vestre Fængsel?« spørger Cecilie.
B.T. har stillet det samme spørgsmål til Kriminalforsorgen, men efter mere end to dage er der endnu ikke kommet svar.
Da Cecilie åbner postkassen og står med brevet i hånden, falder hendes verden sammen.
Har du også som offer i en voldssag eller andet følt dig svigtet af politiet eller en anden myndighed? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv på sebj@bt.dk
Hvis ikke engang en politibeskyttet, hemmelig adresse og et tilhold kan holde den dømte ekskæreste væk, hvad kan så?
Ingenting åbenbart, for brevene fortsætter med at havne i postkassen, og en gang imellem får hun også et opkald fra ekskæresten i fængslet.
I brevene skriver ekskæresten blandt andet, hvor meget han elsker Cecilie, og at hun er den bedste mor.
Cecilie er bange og mister overskuddet dag for dag, og det bliver endnu værre, da det en dag i 2018 banker på døren hjemme hos den 26-årige kvinde.
»Vi har fået en underretning fra din ekskæreste. Han er bekymret for, at du ikke kan varetage rollen som mor for Cataleya. Derfor begynder vi en børnefaglig undersøgelse,« kunne to repræsentanter fra kommunen fortælle til Cecilie i døråbningen.
Cecilie er rystet, men mest af alt frygter hun, hvordan det vil påvirke 3-årige Cataleya, der i forvejen ikke har haft den nemmeste start i livet.
Det var trods alt hende, der tre måneder gammel lå og sov, mens hendes far overfaldt hendes mor så voldsomt med en kniv få meter væk, at lille Cataleya selv var smurt ind i blod, da politiet ankom til gerningsstedet.
B.T. har præsenteret Cecilies sag og hendes kritikpunkter for direktøren i krisecentret Danner, Lisbeth Jessen, og hun er ikke overrasket over, at ekskæresten benytter sig af muligheden for at gå til kommunen.
»I sådan en situation kommer systemet igen til at opretholde, at manden fortsætter med volden og stalkingen, og det ser vi for tit,« siger Lisbeth Jessen.
Et par dage efter ringer ekskæresten igen til Cecilie, og hun bringer naturligvis underretningen på bordet.
»Jeg kan godt ringe og fortryde den, hvis du kommer og besøger mig,« siger ekskæresten i telefonen.
Men ikke høre tale om. Cecilie har ikke lyst til at se ham i øjnene igen, og heldigvis ser kommunen også hurtigt, at der ikke er noget at komme efter.
Desværre viser det sig, at der er andre, der mener, at hun bør møde sin ekskæreste.
»Politiet ringer og siger, at jeg bør mødes med ham, fordi det ofte hjælper, men jeg siger, at jeg ikke har lyst til at se ham. Men tror du så ikke, at de ringer en til gang? Jeg føler, at de presser mig til det,« fortæller Cecilie.
Heldigvis siger hun nej igen, men politiets opkald er hårdt. Hun prøver at komme videre, men bliver konstant mindet om den forfærdelige oplevelse.
Især når politiet ligefrem vil have, at hun skal sidde ansigt til ansigt med den mand, der var så tæt på at tage livet af hende.
Og ifølge Lisbeth Jessen fra Danner er det et generelt problem, som der bør sættes ind imod.
»Det er helt grotesk, og vi ser ofte, at kvinderne nærmest bliver presset ud i den mægling. Vi vil kraftigt fraråde, at politiet eller andre instanser presser på med det, når der er tale om partnervold. Man skal forstå, at der er meget forskel på at være udsat for et røveri på en tankstation og så være udsat for vold gennem længere tid i et forhold, som så til sidst ender med en forbrydelse,« siger hun.
B.T. har været i kontakt med Københavns Politi, der bekræfter, at man to gange har henvendt sig til Cecilie for at tilbyde konfliktråd.
Da opkaldet med politiet var afsluttet, troede Cecilie rent faktisk, at hun snart kunne starte på en frisk og begynde at få det bedre.
Men så skete der altså det, som du læste øverst i artiklen.
En augustdag i 2019 lå der pludselig et billede af ekskæresten uden for fængslet i Cecilies indbakke, og det skulle vise sig, at det ikke var sidste gang, det skulle ske.
I oktober fik Cecilie igen tilsendt et billede af, at ekskæresten var væk fra fængslet, og igen kvitterede hendes krop med at lukke fuldstændig ned, mens angsten og tårerne kom stormende frem.
Og som du sikkert kan regne ud: ingen beskeder, e-mail eller opkald fra politiet.
Igen skulle Cecilie bruge flere uger på at føle sig nogenlunde tryg igen, men så var den gal igen torsdag aften, da B.T.s journalists telefon pludselig ringede.
»Han er ude igen,« var de første ord, der lød i den anden ende af røret, og så kunne Cecilie ellers fortælle, hvordan hun havde kastet op og nu sad og rystede.
Cecilie aner ikke, om ekskæresten er ude på uledsaget eller ledsaget udgang, for endnu en gang har politiet ikke kontaktet hende.
Og det er altså til trods for, at det er et krav.
»Det her systemsvigt ser vi meget ofte. Der er regler om, at myndighederne skal underrette offeret om udgang, men det sker ofte, at det glemmes,« fortæller Lisbeth Jessen fra krisecentret Danner og fortsætter:
»Det er komplet uacceptabelt, og det er meget, meget uretfærdigt, at en kvinde, der har været tæt på at blive slået ihjel, skal gå og være bange for, at gerningsmanden kommer, fordi myndighederne ikke kan finde ud af at meddele om noget så simpelt som en udgang.«
B.T. har kontaktet Københavns Politi for at høre, om det virkelig kan være rigtigt, at Cecilie skal gå og frygte, at hun møder sin voldelige ekskæreste når som helst, men politikredsen gør klart, at der er tale om en fejl.
»Københavns Politi beklager, at der ikke er givet systematisk offerunderretning i sagen. Politiet oplyser, at man vil tage kontakt til Kriminalforsorgen for i fællesskab at sikre underretning fremover,« skriver Københavns Politi i en mail.
Cecilie måtte torsdag aften få en bekendt over for at sove hos hende, og fredag morgen måtte hun ringe til Cataleyas vuggestue, fordi hun simpelthen er bange for, at ekskæresten kan finde på at komme forbi og tage deres datter, som hun altså har fuld forældremyndighed over.
Men den manglende information om ekskærestens udgange er kun én lille del af det samlede svigt, som Cecilie har følt.
»Han har sendt breve til mig, ringet til mig, indberettet mig til kommunen, og jeg har intet kunnet gøre. Og nu skal jeg så gå og frygte, at han kommer ud når som helst. Jeg tør ikke gå på legepladsen med Cataleya eller gå ud at handle. Jeg har angst og kan næsten ikke sove, efter jeg har fundet ud af, at han kan være ude når som helst,« fortæller hun og spørger:
»Kan det virkelig være rigtigt? Har jeg ikke været offer en gang? Jeg tænker tit: Hvis jeg så bare var blevet stukket 46 gange, og det var det.«
Lisbeth Jessen fra krisecentret Danner er slet ikke i tvivl, når hun læser om Cecilies sag.
»Som det her er fremstillet, er der tale om et systemsvigt, hvor en voldsudøver, der har været tæt på at slå Cecilie ihjel, bliver ved med at begå vold gennem systemet,« siger hun.
Men det værste er næsten, at det ikke er noget nyt.
»Vi har kontakt med tusindvis af kvinder i vores forskellige tilbud, og der er desværre mange, der har oplevet lignende ting som Cecilie. Det er uværdigt,« siger Lisbeth Jessen.
B.T. har billededokumentation for, at ekskæresten har været på udgang fra fængslet.
