I de 30 år, hvor Kaj Erik Poulsen har boet i sit hus i jyske Troldhede, har han hver aften lagt sig til at sove i sit eget soveværelse.

Men for otte måneder siden turde han ikke det længere. Den 60-årige mand begyndte at sove i stuen.

Og det var ikke det eneste i hjemmet, der ændrede sig.

I garagen satte han en række vildtkameraer op, der blinker ved bevægelse, og foran døren – cirka 30 centimeter over jorden – satte han snubletråd op.

Kaj Erik Poulsen.
Kaj Erik Poulsen.
Vis mere

Alt sammen af frygt for den nabo, der siden marts 2019 har gjort Kajs liv til et decideret mareridt, hvor han konstant er på vagt og nærmest ikke kan lukke et øje.

Den nabo, der har leveret dødstrussel efter dødstrussel. Der har kastet en flise gennem Kajs vindue. Der har smadret flere af hans ruder med kanonslag. Der har skruet skruer i den 60-årige mands dæk og brækket sidespejlet af.

Og på den anden side af naboen i Troldhede bor 41-årige Jette Keller, som torsdag i B.T. fortalte, hvordan hun har været udsat for alt fra æggekast til dødstrusler.

For Kajs vedkommende begyndte det forfærdelige naboskab i marts 2019.

Da han stod i haven, stak naboen Bo pludseligt hovedet over hækken.

»Ud af det blå sagde han: 'Du skulle have nogle tæsk og skydes',« fortæller Kaj Erik Poulsen til B.T.

Den 60-årige mand havde ikke talt med sin nabo, så han forstod nul og niks af dødstruslen, men hurtigt skulle han finde ud af, at han af uransagelige årsager havde fået en meget dårlig stjerne hos Bo.

I hvert fald fortsatte de mange tilråb og trusler fra naboen, ligesom han luskede rundt om Kajs hus om aftenen og gik ind i hans garage om natten.

Det resulterede i, at Kaj i maj 2019 begyndte at sove i sin stue og satte fælder op i garagen, så han kunne høre, hvis Bo var gået ind ad den uløste dør.

»Jeg har en masse præmiekaniner, og jeg var bange for, at han ville gøre noget ved dem, så jeg har dårligt kunnet lukke et øje,« fortæller Kaj.

Og det var netop det, der kunne være sket, da Kaj en dag i december kom gående ud mod sit udhus for at fodre sine kaniner.

Da han bukkede sig ned for at tage foderet, lød der pludselig et brag fra en smadret rude, og ind over hovedet på Kaj fløj der en flise på størrelse med en mursten.

Flise kastet gennem rude.
Flise kastet gennem rude. Foto: Privatfoto
Vis mere

Den 60-årige mand vidste præcis, hvem der stod bag, og det fik han også få minutter efter bekræftet, da han hørte naboen råbe.

»Ja, så røg der sgu en brosten ind gennem ruden hos dig, for jeg er sgu træt af dig,« råbte Bo.

I samme sekund kom Jette Keller løbende ind til Kaj, da han har ringet til hende, og hun kom ind til et syn, hun stadig ikke har glemt.

»Kaj er en stor mand, der ikke er bange for noget, men da jeg kom ind i udhuset, sad han på en halmballe ved kaninerne og rystede, mens han græd,« fortæller Jette.

Flisen, der blev kastet.
Flisen, der blev kastet.
Vis mere

Kort efter ankom politiet, og da de havde talt med Bo, kom en af betjentene ind til Kaj og lagde en hånd på hans skulder.

»Du skal altså også lade være med at genere ham,« var den overraskende besked fra betjenten.

Men Kaj aner ikke, hvad han har gjort galt. Og det samme er tilfældet for Jette og mange andre borgere i Troldhede, der føler sig chikaneret af manden.

For Kaj har naboens chikane, trusler og hærværk vendt livet fuldstændigt på hovedet.

Han kalder sit liv 'et mareridt', kan ikke sove om natten, og så er han netop blevet langtidssygemeldt på arbejdet.

Vel at mærke på det arbejde, han har haft i 19 år uden én eneste sygedag.

Og chikanen har kun taget fart den seneste måned.

En dag kunne Kaj ikke forstå, hvorfor der intet skete med hans vintræ i haven, men da han inspicerede det, kunne han konstatere, at træet var skåret over tæt på jorden.

Kajs vintræ skåret over.
Kajs vintræ skåret over.
Vis mere

En anden dag kom Kaj ud til sin bil og kunne se, hvordan der var skruet skruer ind i to af dækkene.

Og senest gik det for lidt over en uge siden ud over Kajs vindue. Da han befandt sig i stuen, hørte han pludselig et voldsomt brag, og da han kom tæt på vinduet, kunne han se, at ruden var punkteret, og at der var sprængt et kanonslag få centimeter derfra.

B.T. har kontaktet Midt- og Vestjyllands Politi, der bekræfter, at de ofte bliver tilkaldt til 'enkelte personer' i Troldhede.

»Jeg kan sagtens forstå, hvor frustrende det må være, men vi har også en grundlov, og vi kan ikke bare frihedsberøve folk. Det vigtige er dog, at man bliver ved med at anmelde alle tingene,« siger politikredsens politiinspektør, Ole Henriksen, der ikke kan hverken be- eller afkræfte, om betjenten bad Kaj om 'ikke at genere Bo'.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra naboen.