En ny person sigtet i sagen om svindel i Socialstyrelsen bliver ikke beskyttet af navneforbud.

Det er netop blevet afgjort i retssal 18 i Københavns Byret.

Manden er Kian Omid Mirzada. Han er gift med Britta Nielsens datter Karina Jamilla Hayat.

Den 37-årige mand er sigtet for groft hæleri. Ifølge anklageren fra bagmandspolitiet har han i forening med andre sikret udbytte eller skjult udbytte fra bedragerisagen i Socialstyrelsen, hvor Britta Nielsen er sigtet for at svindle for 111 millioner kroner.

Britta Nielses svigersøn Kian Omid Mirzada.
Britta Nielses svigersøn Kian Omid Mirzada. Foto: privat foto
Vis mere

Kian Omid Mirzada skulle ifølge anklageren have skjult udbyttet i forening med Britta Nielsens to døtre, Karina Jamilla Hayat og Nadia Samina Hayat. Den sigtede nægter sig skyldig.

Britta Nielsens svindel skulle ifølge politiet have stået på mellem 2002 og 2018, hvor hun som ansat i Socialstyrelsen skulle have overført de mange penge fra satspuljemidlerne til sine egne konti.

I retten argumenterede Kian Omid Mirzadas beskikkede forsvarer, Andro Vrlic, for et navneforbud.

»Mig bekendt er der intet økonomisk mellemværende mellem min klient og hovedpersonen Britta Nielsen i sagen,« sagde Andro Vrlic. Han har ikke yderligere kommentarer til pressen.

Dommeren valgte at afvise et navneforbud, blandt andet med henvisning til sagens grove karakter. Kian Omid Mirzada var ikke til stede i retten.

Specialanklager Kia Reumert fra bagmandspolitiet oplyser, at efterforskningen er på så tidligt et stadie, at hun ikke kan konkretisere sigtelsen af Kian Omid Mirzada yderligere.

Kian Omid Mirzadas hustru, Karina Jamilla Hayat, har i et interview på Kanal 5 fortalt, at hun har lånt omkring en halv million kroner af sin mor til at købe en Audi.

I alt anslog hun at have have lånt 'lidt under en million eller sådan noget' af sin mor. Lån, som hun aldrig har betalt tilbage, bekræftede hun i interviewet. Både hun og hendes søster Nadia Samina Hayat er sigtet for groft hæleri. De nægter sig begge skyldige.

Karina Jamilla Hayat.
Karina Jamilla Hayat. Foto: Discovery Networks Danmark/'Brittas døtre taler ud'
Vis mere

En juraprofessor har tidligere forklaret, at man som ægtefælle kan gøre sig medskyldig i hæleri efter straffeloven, da man har pligt til at sætte spørgsmålstegn ved store, dyre gaver.

Kian Omid Mirzada har i forvejen domme. Den 19. marts 2014 blev han idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have orkestreret et brutalt overfald på to mænd. Læs mere om den sag her.

Kian Omid Mirzada er også tiltalt for den 13. januar 2018 at have sendt et tæskehold på tre personer til Jylland for at kidnappe en polsk håndværker og for at have udsat polakken for trusler.

'Call me now or i Will fucking dostry (destroy, red.) your women and you,' skrev Kian Omid Mirzada til polakken. Senere sendte han denne besked: 'You dont see when i destroy life's...this time i will fuck you up', og derefter fulgte han op med beskeden:

'Wallahhhhhhh i Will fuck you this timeeeeeee Wait and see. Last time i Was Nice But this time (game over).'

Ifølge anklagemyndigheden var truslerne egnet til at 'fremkalde alvorlig frygt for liv, helbred og velfærd'. Kidnapningssagen kan du læse om her.

Britta Nielsens svigersøn har i den sag siddet varetægtsfængslet i knap et halvt år frem til den 29. juni 2018, hvor han blev løsladt. Han nægter sig skyldig. Til foråret skal han forsvare sig i den sag.

B.T. kunne allerede 21. november 2018 beskrive, hvordan Kian Omid Mirzada stod bag et firma, der havde narret folk for penge. Hans firma solgte blandt andet en køkkenmaskine til Schackenborg Kro i Møgeltønder i Sønderjylland. Men produktet blev aldrig leveret.

Kian Omid Mirzadas far, John Mirzada, har tidligere stået frem i et stort interview med B.T. Her fortalte han, at Britta Nielsen havde øvet dårlig indflydelse på hans søn. Og han fortalte om sine egne møder med Britta Nielsen.

Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som er sigtet for svindel for 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen. Her fotograferet under retsmødet i Sydafrika, hvor hun fik lov til at rejse hjem til varetægtsfængsling i Danmark.
Anna Britta Troelsgaard Nielsen, som er sigtet for svindel for 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen. Her fotograferet under retsmødet i Sydafrika, hvor hun fik lov til at rejse hjem til varetægtsfængsling i Danmark. Foto: PHILL MAGAKOE
Vis mere

Kian Omid Mirzada blev i den nye sag om groft hæleri sigtet 20. december 2018 og blev beskikket en forsvarer 22. januar. Der er tale om paragraf 290 stk. 2 om groft hæleri.

Så mange millioner kroner har Britta Nielsen ifølge Børne- og Socialministeriet hvert år i årene 2002-2018 overført til sin egen konto. Kilde: Socialstyrelsen
Så mange millioner kroner har Britta Nielsen ifølge Børne- og Socialministeriet hvert år i årene 2002-2018 overført til sin egen konto. Kilde: Socialstyrelsen
Vis mere