Den svindelsigtede Britta Nielsens svigersøn står bag et fupfirma, der svindler og er stukket af fra en regning på 45.000 kroner.

Svigersønnen hedder Kian Omid Mirzada og er gift med Brittas hælerisigtede datter Karina Jamilla Hayat.

Hans firma hedder Inventar Invest og har snydt Henning Kohl, forpagter og køkkenchef på den historiske Schackenborg Kro i Møgeltønder i Sønderjylland.

I februar år bestilte Henning Kohl en køkkenmaskine med navnet Robot Coupe 301 til 6.000 kroner fra Kian Omid Mirzadas firma på en hjemmeside, der nu er lukket ned.

Pengene blev hurtigt trukket på Henning Kohls konto, men i stedet for at levere varen beholdt Kian Omid Mirzada bare de 6.000 kroner.

»Firmaet er ren svindel. Det er virkelig noget, der gør én rasende, når man opdager det,« siger Henning Kohl.

Kian Omid Mirzada har dannet par med Karina Jamilla Hayat siden i hvert fald 2005, og han er ifølge B.T.s kilder en fast del af Britta Nielsens familie. Han bor sammen med Karina Jamilla Hayat og deres to børn i en andelslejlighed i Hvidovre.

I 2007 var Kian Omid Mirzada, der har afghansk oprindelse, blandt andet med på en luksusrejse til Mozambique med Britta Nielsen og hendes familie.

Henning Kohl er køkkenchef på den historiske Schackenborg Kro og er blevet snydt at Britta Nielsens svingersøn Kian Omid Mirzada. En køkkenmaskine han bestilte blev aldrig leveret. Vis mere

I sidste uge stod Karina Jamilla Hayat frem på Kanal 5 og fortalte, hvordan hun og søsteren i mange år har levet af Britta Nielsens penge. De bedyrede begge, at de var uvidende om, at der angiveligt var tale om svindelpenge.

Nu viser det sig, at svigersønnen Kian Omid Mirzada sideløbende med, at Brittas døtre angiveligt har modtaget svindelpenge, har stået i spidsen for et fupfirma centreret omkring en baggård i et industriområde i Hvidovre.

Kian Omid Mirzadas firma hed tidligere Inventar Invest Aps, men skiftede ifølge cvr-registret navn til Get2work Aps den 19. april 2017. Firmaet ligger i dag på Gungevej i Hvidovre. Ifølge virksomhedsregistret er der tale om en entreprenørvirksomhed, som ‘driver virksomhed inden for byggebranchen’.

Firmaet, som snød Henning Kohl, har samme cvr-nummer som Get2work Aps og hed altså tidligere Inventar Invest Aps. Det solgte industrimaskiner til restauranter, pizzeriaer og caféer.

Britta Nielsens døtre, Samina (tv)og Jamilla Hayat stod frem i programmet "Brittas døtre taler ud" på Kanal 5 tidligere på måneden. Vis mere

Inventar Invest Aps's hjemmeside blev lukket ned den 5. november i år, men tidligere versioner af hjemmesiden afslører, at virksomheden skulle have haft et stort showroom på adressen Hammerholmen 34 i Hvidovre. B.T. har talt med ejeren af industrigrunden på Hammerholmen, Kurt Bo Jensen, direktør i selskabet Bo Jensen Holding Aps.

Han bekræfter over for B.T, at Kian Mirzada og Inventar Invest lejede sig ind i lokaler på adressen 1. oktober 2014. I august eller september i år forlod Kian Mirzada pludselig lejemålet, og han skylder i dag Kurt Bo Jensen 44.760 kroner for ubetalt leje.

»Vi har endnu ikke prøvet at rykke for penge, bl.a. fordi vi ikke aner, hvor vi skal skrive til, da posten til Inventar Invest stadig bliver sendt til Hammerholmen 34,« siger Kurt Bo Jensen.

Han oplyser desuden, at politiet har været på Hammerholmen 34 for at åbne en container, som Kian Mirzada har haft stående på adressen. Han husker ikke præcist hvornår. En anden kilde oplyser imidlertid til B.T., at politiet var på adressen i begyndelsen af 2018, sandsynligvis i januar, hvor politiet ifølge kilden også ransagede Kian Mirzadas lagerrum i Shurgard Self Storage i Hvidovre.

B.T. har flere gange forsøgt at få fat i Kian Omid Mirzada på det nummer, som han har oplyst til cvr-registret, og som fremgår af regnskaberne for Get2Work. Personen i røret præsenterer sig som 'Kenneth'. Han vil ikke oplyse sit efternavn.

Derfor tog B.T. ud til virksomhedsadressen på Gungevej i Hvidovre i et forsøg på at finde Kian Omid Mirzada. Et skilt og en plakat fortæller, at Get2work ligger på adressen, altså det firma, der tidligere hed Inventar Invest Aps.

En plakat på adressen viser, at firmaet nu angiveligt står bag en app - dokumenteret med forskellige skærmbilleder. App’en eksisterer dog hverken i App Store eller til Android. App’en er heller ikke beskrevet et eneste sted på nettet.

Da B.T. banker på døren til Get2work, bliver døren ikke åbnet. Eneste aktivitet på adressen er et værksted af en slags - muligvis et bilværksted. Porten var lukket ned, men flere biler kørte til og fra adressen. Og en engelsktalende mand smækkede hurtigt døren i, da B.T. spurgte efter Kian Omid Mirzada.

Kian Omid Mirzada står ifølge dette banner, som hænger på en trappe på vej op til hans lukkede kontor, bag en app, som ikke eksisterer. Vis mere

Tilbage står Henning Kohl fra Schackenborg Kro med et tab på 6.000 kroner.

»Da jeg ikke modtog min køkkenmaskine, ringede jeg og fik at vide, at de ville undersøge sagen og vende tilbage, men det skete aldrig. Og siden kunne jeg ikke komme i kontakt med firmaet - også selv om jeg ringede 30 gange og sendte mails,« siger Henning Kohl.

Han meldte det aldrig til politiet.

»Politiet gør alligevel ikke noget ved det. Så jeg bogførte det som tab og købte maskinen et andet sted,« siger han.