Britta Nielsens svigersøn er tiltalt for vold, trusler og indespærring. Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af et anklageskrift.

Mens bagmandspolitiet efterforsker svindel for 111 millioner kroner fra Socialministeriet, er svindelsigtede Britta Nielsens svigersøn, Kian Omid Mirzada, tiltalt i en sag om personfarlig kriminalitet i den alvorlige ende.

Kian Omid Mirzada er gift med Britta Nielsens datter, Karina Jamilla Hayat. For nyligt stod hun sammen med sin søster frem på tv og fortalte, at hun ingen mistanke havde om sin mors påståede svindel.

Karina Jamilla Hayat er selv sigtet for hæleri af nogle af de mange penge, der var tiltænkt samfundets mest udsatte grupper.

Britta Nielsens døtre, Samina (tv)og Jamilla Hayat stod frem i programmet "Brittas døtre taler ud" på Kanal 5 tidligere på måneden.
Britta Nielsens døtre, Samina (tv)og Jamilla Hayat stod frem i programmet "Brittas døtre taler ud" på Kanal 5 tidligere på måneden. Foto: Discovery Networks Danmark
Vis mere

Ifølge et anklageskrift, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, er Kian Omid Mirzada tiltalt for at beordre en mand kidnappet.

Sagen begyndte 13. januar i år kl. 22.00.

Tre medtiltalte mænd mødte op i Give, hvor de smadrede en rude og trængte ind i et hus. Herefter slog de ifølge anklageskriftet offeret i ansigtet - og slæbte ham 200 meter til en ventende bil.

Det skete ifølge anklageskriftet efter aftale med - og instruktion fra -  Kian Omid Mirzada.

 
I videoen øverst kan du se billeder af Britta-sagens femte mand, Kian Omid Mirzada.
Vis mere

Herefter blev offeret kørt til et hus i Slagelse og holdt fanget til næste morgen.

Fra Slagelse gik turen til en lejlighed i Skælskør. Her fortsatte mareridtet til kl. 18.00, hvor offeret pludselig blev instrueret i at gå hen til en bestemt grillbar. Her lykkedes det ham dog at få kontakt til politiet.

Det skriver Ekstra Bladet, der også kan citere en truende sms-besked afsendt af Kian Omid Mirzada.

B.T. har tidligere afsløret, at Kian Omid Mirzada har snydt forskellige personer via sit firma Inventar Invest, der har skiftet navn til Get2work. Blandt andet har han snydt Kurt Bo Jensen for 44.760 kroner for ubetalt leje for nogle lokaler.

Kian Omid Mirzadas advokat er Nima Nabipour, der også er forsvarer for Britta Nielsen.

B.T. har været i kontakt med Nima Nabipour, der oplyst, at hans klient nægter sig skyldig i begge tiltalepunkter.