Mandag morgen gik der ild i en seng i et rækkehus i Beder.

Det skete hos en ældre kvinde, der fik aktiveret sit nødopkald til hjemmeplejen, der kom og fik hjulpet hende ud.

Det oplyser Østjyllands Brandvæsen.

»Vi ved ikke, om hun er kommet til skade, men hun blev hentet med ambulancen,« fortæller Anders H. Jensen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.

Klokken 8.01 fik brandvæsnet alarmen. Det var hjemmeplejen, der ringede efter hjælp.

Der var umiddelbart ikke tale om en voldsom brand, men stor røgudvikling.

Østjyllands Brandvæsen har nu fået slukket branden.

Årsagen til branden er endnu ukendt.

Østjyllands Politi oplyser, at det er for tidligt at sige noget om kvindens tilstand, men at hun umiddelbart ikke skulle være kommet alvorligt til skade, men blev kørt til tjek på skadestuen.

Opdateres …