Danskerne står i kø for at donere penge til den 24-årige cirkusakrobat Tetiana Korenieva, der faldt ned og brækkede nakken for øjnene af børn og voksne i Cirkus Arena.

Akrobatens tyske kæreste, Sebastian Hofmann, har startet en indsamling via Crowdfunding, og foreløbig har 237 personer valgt at donere penge, fortæller han.

»De fleste donationer kommer fra personer med danske navne. Mange har skrevet følgebeskeder, hvor de fortæller, at de så Tetiana styrte, og at de føler med hende,« fortæller Sebastian Hofmann.

Ukrainske Tetiana Korenieva har optrådt i cirkus, siden hun var 10 år gammel, men 1. august knækkede en wire under en optræden i Hornbæk. Tetiana Korenieva styrtede ned og ramte manegen med hovedet først.

Tetiana Korenievahar arbejdet med cirkusakrobatik, siden hun var 10 år. De sidste år har hun udført luftakrobatik i cirkus forskellige steder i Europa. Vis mere

De første oplysninger fra Cirkus Arena gik på, at hun havde brækket armen, men i et interview med B.T. den 23. august fortalte Tetiana Korenieva, at styrtet har kostet hende fire brækkede knogler i nakken og ryggen.

Ud over at hendes karriere er forbi, bliver hun ramt økonomisk. Hun har ingen ulykkes- eller sundhedsforsikring, og Cirkus Arena har stoppet hendes løn, da hun ifølge sin kontrakt kun aflønnes på dage, hvor hun optræder.

Siden B.T. mødte Tetiana Korenieva på Slagelse Sygehus, er hun blevet udskrevet. Nu bor hun i Sebastian Hofmanns lejlighed i Hamburg.

»Jeg kørte hende derned i bil ved at lægge sædet ned og lægge puder omkring nakken,« fortæller Sebastian Hofmann.

Tetiana Korenieva kan kun stå op med støtte. Vis mere

Nu skal hun gennemgå et genoptræningsforløb og omfattende undersøgelser på UKE-hospitalet i Hamburg. Muligvis skal hun gennemgå yderligere én operation.

Behandlingen er en kostbar affære, og Tetiana Korenievas familie i Ukraine har ingen midler til at hjælpe hende. Derfor sætter Tetiana Korenieva stor pris på den hjælp, hun har fået af danskerne.

»Tetiana og jeg er dybt taknemmelige. Jeg forventer snart at få et overslag på regningen fra hospitalet, og når jeg kender den samlede pris, lukker jeg indsamlingen, hvis vi har penge nok,« siger Sebastian Hofmann.

Indsamlingen har foreløbig indbragt 11.268 euro, hvilket svarer til omkring 84.000 danske kroner.