Tetiana Korenievas verden styrtede i grus den skæbnesvangre augustaften, hun selv styrtede mod jorden i et otte meter fald fra toppen af cirkusteltets dug.

Bomstille og paralyseret af smerter lå hun med brækkede knogler i nakke og ryg. Uden en ulykkes- eller sundhedsforsikring. Uden en fremtid.

Den dengang 24-årige ukrainske cirkusartist havde optrådt i cirkus, siden hun var 10 år gammel, men da et stålkabel – der bar hendes fulde vægt – pludselig knækkede, var alt, hun altid havde kæmpet for, med et forbi.

Rundt om den støvede manege på de opstillede træbænke sad lokale forældre og børn fra Hornbæk i Nordsjælland, hvor Cirkus Arena-forestillingen fandt sted, og holdt vejret for den unge akrobat.

Redningspersonale yder førstehjælp til Tetiana Korenieva i Cirkus Arenas manege.
Redningspersonale yder førstehjælp til Tetiana Korenieva i Cirkus Arenas manege.
Vis mere

Imens de mange tilskuere blev bedt om at forlade teltet, fik Tetiana Korenieva stabiliseret sin beskadigede nakke, og kort efter blev hun fløjet til Rigshospitalet, hvor hun akut gennemgik en alvorlig operation.

I dag – mere end to år efter ulykken 1. august 2018 – har Retten i Næstved afsagt dom i den civile sag, hvor Tetiana Korenieva skønsmæssigt krævede en million kroner i erstatning fra Cirkus Arena.

Den unge cirkusartist mente, at cirkusset var ansvarlig for ulykken, og at de derfor skulle betale hende for tabt arbejdsfortjeneste samt tabt erhvervsevne og varige mén.

Mén, som den dag i dag betyder, at den unge ukrainer ikke længere kan bevæge sin nakke og måske aldrig kommer til at kunne løbe eller cykle ordentligt igen. I dag kan hun ingen af delene, fortæller hendes kæreste, Sebastian Hofmann, til B.T.

En halskrave sørger for, at Tetiana Korenieva ser lige frem hele tiden.
En halskrave sørger for, at Tetiana Korenieva ser lige frem hele tiden. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Fredag faldt dommen, og det blev ikke til Tetiana Korenievas fordel.

Retten i Næstved mente ikke, at Cirkus Arena kunne holdes ansvarlig for ukrainerens fald og pådragne skader, da cirkussets udstyr havde været i forsvarlig tilstand.

Derimod mente retten, at det var Korenievas eget udstyr, der ikke var undersøgt ordentligt, inden det knækkede, og derfor blev cirkusset frifundet for erstatningskravet, oplyser Cirkus Arenas advokat, Steen Moesgaard, til Ritzau.

Cirkus Arena har altid nægtet ansvar

Efter faldet under den fyldte teltdug den skæbnesvangre augustaften nægtede Cirkus Arena at påtage sig ansvaret for Korenievas ulykke.

Cirkus Arena mente desuden heller ikke, at de kunne betegnes som arbejdsgiver for Tetiana Korenieva, eftersom hun var ansat i den ukrainske cirkusvirksomhed Bingo Circus Theatre, som var hyret til at bidrage med to numre ved forestillingerne i Danmark det år. Arkivfoto.
Cirkus Arena mente desuden heller ikke, at de kunne betegnes som arbejdsgiver for Tetiana Korenieva, eftersom hun var ansat i den ukrainske cirkusvirksomhed Bingo Circus Theatre, som var hyret til at bidrage med to numre ved forestillingerne i Danmark det år. Arkivfoto. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

De mente, at det knækkede stålkabel – som var Korenievas eget – gik i stykker, fordi det ikke blev ordentligt vedligeholdt.

Desuden fastholdt cirkusset, at Tetiana var den eneste, der havde benyttet kablet fra forestillingens start, indtil ulykken skete.

Det argument var et af de store stridspunkter for Tetiana Korenievas advokat, Søren Kroer. Han mente at vide, at Tetianas kabel – under pausen i showet – blev brugt til at give børn en gyngetur mod betaling.

To andre artister brugte desuden kablet hver dag igennem hele sæsonen, har Søren Kroer tidligere påpeget.

Har kæmpet for alle andre

B.T. var – inden dommen blev afsagt – i kontakt med Tetiana Korenievas kæreste, Sebastian Hofmann, som fortalte, at både han og Tetiana så frem til at få sagen afsluttet.

Ud over de mange fysiske og psykiske kvaler, ulykken har medført, har det juridiske tovtrækkeri med Cirkus Arena også været en hård og opslidende proces.

B.T. har ikke hørt fra parret efter domsafsigelsen, men forventer at bringe en reaktion fra dem senere i dag.

Dog sagde Sebastian Hofmann før dommen, at de uanset udfaldet var glade for at have taget kampen op mod Cirkus Arena, som ifølge parret har vist sig at være 'fuldstændig ligeglade med deres artister':

»Efter ulykken behandlede Cirkus Arena hende, som om hun slet ikke eksisterede. Og Tetianas kamp har lige så meget været for at vise, at de ikke kan opføre sig sådan over for hende og andre artister. Hun har taget kampen for alle andre, så cirkusser kan lære, at de skal tage ansvar for deres ansatte og deres udstyr,« sagde Sebastian Hofmann før dommen.

Dommen, der altså frikendte Cirkus Arena.

B.T. følger sagen og forsøger desuden at få en kommentar fra det frifundne cirkus.