En Ford Ka er blevet udsat for groft hærværk i Aabenraa.
Personbilen er blevet totalskadet ved IBC College på Dronning Margrethesvej 6. Alle vinduer er sprængt væk, og taget på bilen er sprængt åbent.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter, der oplyser, at der er tale om brug af ulovligt fyrværkeri, formentlig krysantemumbombe, inde i bilen.
»Det er en anmelder, der ringer til os. Han har ikke hørt braget, men har set bilen og tænkt, at det var ikke godt,« forklarer vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Nikolaj Hølmkjær, til B.T. og kalder det for en vanvittig opførsel af gerningsmændene.

»Det er super farligt, hvis man er almindelig borger og var gået forbi, idet fyrværkeriet var sprunget i luften. Eksplosionen har været så kraftig, at forruden lå ti meter væk fra bilen,« lyder det yderligere.
Politiet har en stærk formodning om, at hærværket er sket natten mellem lørdag og søndag.
Brugen af fyrværkeriet har forårsaget, at bilen nu ikke kan bruges og skal fjernes ved hjælp af et fejeblad.
Vagtchefen fortæller yderligere, at hvis man har oplysninger, der kan hjælpe med at få stoppet denne vanvittige opførsel, så bedes man kontakte politiet på 114.





