De færreste bryder sig om at blive vækket midt i en god lur.
Men det hører trods alt til sjældenhederne, at den slags udvikler sig så dramatisk, som det gjorde onsdag morgen på en parkeringsplads lidt nord for Slagelse.
Under patruljering bemærkede betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at ruderne var duggede i en bil, der holdt på en parkeringsplads på Krænkerupvej ved Havrebjerg.
Det viste sig, at to mænd lå og sov i bilen.
Betjentene vækkede mændene, men det faldt mildest talt ikke i god jord.
Tværtimod endte det i håndgemæng, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Den ene af mændene greb en topnøgle, som lå på bilens bagsæde, og truede betjentene med den.
Politibetjentene måtte bruge peberspray for at få ro på de ophidsede gemytter.
Klokken 06.45 blev de to mænd på henholdsvis 18 og 23 år anholdt og sigtet for trusler om vold mod politiet.
De blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen senere onsdag.


