»Den her sag er noget forbandet svineri.«

Med disse ord indledte specialanklager Jesper Rubow tirsdag formiddag sine afsluttende bemærkninger i en frygtelig sag mod en 39-årig mand, som er tiltalt for at have knivdræbt sin 28-årige ekskæreste Yohana Kiflay for øjnene af deres to børn.

Anklageren beskriver det som en tydeligt skærpende omstændighed, at parrets to børn på henholdsvis fire og seks år overværede knivdrabet.

Derfor har han nedlagt påstand om mindst 15 års fængsel til manden, der oprindelig er fra Eritrea.

Manden er også tiltalt for at have stukket den fireårige datter under det voldsomme overfald.

»Den (sagen, red.) har alt den grusomhed og voldsomhed, som en drabssag kan have. Især hvis man ser det med børnenes øjne, som de selv gjorde.«

»Selv for mig, der ofte står midt i de her store sager, så synes jeg, det er en stor, hjerteskærende og voldsom sag,« lød det videre fra Jesper Rubow under hans procedure.

Udover en ubetinget fængselsdom har han nedlagt påstand om udvisning for bestandigt.

Den 39-årige mand har gennem hele sagen nægtet sig skyldig i drab, men erkendt vold med døden til følge.

Det helt store bevistema i sagen har derfor været, om han havde forsæt til at dræbe eller ej.

Tiltaltes forsvarsadvokat tilkendegav tirsdag formiddag, at man ikke vil komme med en påstand om frifindelse for udvisning. Uanset om manden bliver kendt skyldig for vold med døden til følge eller manddrab, så er udvisning nemlig retspraksis i en sag som denne.

»Det er selvfølgelig barsk, fordi Eritrea ikke er der, man har lyst til at blive udvist til, men sådan er juraen. Der er ikke så meget at komme efter,« lød det fra Philip Møller.

Han mener, at hans klient skal straffes med mellem syv og otte års fængsel.

Ifølge ham, er det nemlig ikke bevist, at den 39-årige mand havde forsæt til at dræbe Yohana Kiflay, da han 16. december sidste år stak hende adskillige gange i hendes lejlighed i Viby.

»Find alle de tillægsord, man kan finde. Min klient vil støtte sig til dem. Han elskede Yohana og han fatter ikke, hvad der skete,« lød det fra Philip Møller, mens hans klient måtte tørre øjnene i sit ærme.

Forventningen er, at der falder dom klokken 13.30.

B.T. følger sagen.