Mandag formiddag blev der afspillet en voldsom og uhyggelig video i retten i Aarhus, da domsmandssagen mod afdøde Yohana Kiflays 38-årige ekskæreste blev indledt.

»Hvem har stukket dig? Hvem har stukket dig?« lyder det fra en betjent i videoen.

Samtidig ser man den 28-årige kvinde ligge slemt tilredt på gulvet i hendes lejlighed i Viby.

Det er om formiddagen 16. december sidste år, og politiet er netop ankommet til gerningsstedet, hvor hun er blevet stukket med kniv adskillige gange.

Kort efter får hun hjertestop.

Der bliver indledt livreddende førstehjælp, men hendes liv står ikke til at redde.

Imens videoen bliver afspillet, sidder den tiltalte for drabet, hendes ekskæreste og far til deres to fælles børn på fire og seks år, med hovedet i hænderne og kigger ned i bordet.

Omkring tre måneder før episoden er de gået fra hinanden.

28-årige Yohana havde boet i Danmark i omkring fem år, da hun 16. december 2021 blev stukket ihjel.
28-årige Yohana havde boet i Danmark i omkring fem år, da hun 16. december 2021 blev stukket ihjel. Foto: Privatfoto
Vis mere


Det er tydeligt at se, at han er en presset mand, og at videoerne påvirker ham.

Ud over drabet på hende er han tiltalt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved samtidig at have stukket en kniv igennem parrets datters højre underarm.

Derudover er han tiltalt efter knivloven.

Den mørkhårede mand, som flygtede til Danmark fra Eritrea i efteråret 2014, nægter dog, at der skal være tale om drab.

Ifølge ham er der tale om vold med døden til følge. Han nægter desuden at skulle have stukket datteren, og at der skal have været brugt to knive under hændelserne, som han er tiltalt for.

Generelt har han svært ved at huske, hvad der skete den tragiske decemberdag, hvor han har forklaret, at han kom forbi Yohana Kiflay og børnene for senere på eftermiddagen at køre dem til coronavaccine.

»Han kan ikke huske det,« lyder det flere gange fra hans tolk, da anklager Jesper Rubow stiller den 38-årige mand spørgsmål for at få hans udlægning af, hvad der skete.

Jesper Rubow spørger blandt andet ind til, om det var en halskæde til datteren, de kom op at slås over den skæbnesvangre formiddag. Det har tiltalte nemlig tidligere fortalt politiet.

Det kan han heller ikke huske. Han kan heller ikke huske, at han skal have ramt datteren med en af knivene.

»Det var ikke meningen, at hun (Yohana Kiflay, red.) skulle dø,« lyder det fra ham gennem hans tolk.

»Jeg havde ikke planlagt at slå hende eller noget.«

»Det var noget pludseligt, der skete.«

Jesper Rubow spørger også ind til, om hændelsen skyldes jalousi. Det afviser den 38-årige mand også.

»Jeg bestemmer selv, hun bestemmer selv,« lyder det fra ham, da Jesper Rubow spørger, om han bestemte, hvem hun for eksempel måtte skrive med.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at manden skal udvises af Danmark, hvis han bliver kendt skyldig.

Desuden har de nedlagt påstand om, at han mister retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der var afhængige af offerets død. Dette har tiltalte tilkendegivet, at han er indforstået med.

Han er også indforstået med at skulle betale en erstatningssum til parrets to børn, som lige nu står uden både far og mor, da han har siddet varetægtsfængslet siden drabet.

B.T. følger sagen.