En medarbejder på bostedet Bifrost i Vejle er sigtet for uagtsomhed, efter en beboer er død.

Sigtelsen kommer to måneder efter en ung, handicappet kvinde blev fundet livløs i et badekar i forbindelse med et bad.

Oplysningerne om sigtensen kommer fra en mail, der er sendt af Vejle Kommune til forældre og børn på en afdeling på bostedet den 30. august 2019. Det skriver Vejle Amts Folkeblad, som er kommet i besiddelse af mailen.

Mailen beskriver blandt andet, at politiet orienterede kommunen om, at en medarbejder blev sigtet i sagen den 21. august 2019. Der står også, at der er aftalt med medarbejderen, at vedkommende skal holde orlov.

Dog fortæller chef for afdelingen for familie og forebyggelse i Vejle Kommune, Anette Ravn Olsen, at personen, som var involveret i badesituationen, ikke arbejder i Vejle Kommune længere. Det er desuden Anette Ravn Olsen, der er anført som kontaktperson i mailen

Vejle Amts Folkeblad har talt med Sydøstjyllands Politi, der bekræfter, at man fortsat efterforsker dødsfaldet. Politiet vil ikke oplyse, om medarbejderen stadig er sigtet i sagen.

'Kendskab til de nærmere detaljer om baggrunden for den konkrete sigtelse, og vi vil først få yderligere information, såfremt anklagemyndigheden vælger at rejse en egentlig tiltage,' står der i mailen, som mediet er i besiddelse af.

At være sigtet for uagtsomhed betyder, at man er sigtet for ikke at have været tilstrækkelig opmærksom og påpasselig, eller at man har handlet med mangel på opmærksomhed og påpasselighed.