For et år siden mistede 20-årige Sofie Frydensbjerg livet på grusom vis på bostedet Bifrost i Vejle.

Den multihandicappede kvinde blev efterladt af plejepersonalet i et skoldhedt badekar. Hendes torso var fyldt med andengradsforbrændinger, og hun havde opkast i munden og svælget, da hun blev fundet livløs.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad, som har fået indsigt i obduktionsrapporten og findestedsundersøgelsen, som afslører et groft tilfælde af svigt

Ifølge mediet står der i rapporterne, at vandet, som Sofie blev fundet i, blev målt til at være 40 grader varmt ved ambulancereddernens ankomst. Termometret kunne dog kun måle op til 40 grader.

Fem timer senere blev det målt til at være 36 grader af en brandmand. Vandet fra vandhanen målte selvsamme brandmand til at være hele 52 grader.

B.T. har talt med Karin Frydensbjerg, som er mor til afdøde Sofie.

Hun fortæller, at hendes datter grundet sit handicap ikke havde noget sprog, og at hun fysisk var ude at stand til selv at hive sig op af badekarret, der var fyldt med glohedt vand.

»Det kunne hun ikke under nogen omstændigheder,« siger Karin Frydensbjerg og fortsætter:

»Det er forfærdeligt at tænke på. Det er frygteligt, og jeg forsøger at overbevise mig selv om, at hun ikke led. At hun besvimede. Ellers kan jeg ikke holde ud at tænke på det.«

Hun og manden, Henrik Nielsen, har valgt at stå frem med datterens historie i håbet om, at det ikke sker for andre, og fordi de vil sætte fokus på, hvor langsom retsprocessen har været.

»Der er ingen, der er blevet stillet til ansvar endnu, så vi kan ikke få afklaring. Det gør det umuligt for os bare at savne Sofie, fordi vi ikke kan få afsluttet det,« siger den frustrerede og ulykkelige mor, der flere gange bryder ud i gråd under interviewet.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad havde en medarbejder den pågældende dag i juni 2019 hjulpet Sofie i bad. Medarbejderen gik fra Sofie i ti minutter for at se til en anden beboer, men kom tilbage og konstaterede, at alt så fint ud, hvorefter medarbejderen gik igen.

Et kvarter senere blev Sofie fundet død.

Retsmedicinerne kan ikke fastslå den præcise dødsårsag, men i obduktionsrapporten står der i følge mediet, at det 'kan være følger til overophedning efter ophold i vand med temperatur væsentligt over legemstemperatur'.

Den pågældende medarbejder blev to måneder efter dødsfaldet sigtet for uagtsomhed, men her knap et år efter efterforsker politiet stadig sagen. Medarbejderen havde ifølge eget udsagn holdt sin hånd nede i vandet, inden Sofie kom i bad.

Ifølge Karin Frydensberg er dødsårsagen nu til vurdering ved Retslægerådet, hvor der er mellem 6-12 måneders ventetid.

»Havde vi ikke fået støtte af en rigtig god veninde, havde vi opgivet. Det kræver så mange kræfter, når man mest af alt bare har lyst til at være ked af det og savne sin datter,« siger Karin Frydensbjerg og fortsætter:

»Vi vil gerne få hende parkeret i vores hjerter, men det kan vi ikke få lov til, fordi sagen ikke bliver afsluttet, og vi hele tiden skal tage stilling til forskellige ting. Kan det virkelig være rigtigt, at det danske retssystem er indrettet sådan?« spørger hun opgivende.

De ulykkelige forældre har søgt om erstatning hos Styrelsen for Patientklager og hos Patienterstatningen, men har fået afvisning to gange begge steder, da dødsfaldet ikke er sket som følge af en 'sundhedsfaglig handling', men som en del af 'almindelig pleje'.

»Det har vi anket, men det skal vi så også vente på at få afklaring på. Det er som om, at der ingen ende er, og det føles så uretfærdigt. Især fordi vi ved, at uanset hvad vi gør, så kommer Sofie ikke tilbage til os,« siger Karin Frydensbjerg.

Sofie Frydensbjerg nåede at bo på bostedet Bifrost i halvandet år, før hun døde. Hun efterlod sig - udover sine forældre - en bror og en søster.

Anette Ravn Olsen, der er chef for afdelingen for familie og forebyggelse i Vejle Kommune udtaler til Vejle Amts Folkeblad, at kommunen har skærpet badeinstrukserne siden den tragiske episode.

Hun har ikke selv læst hverken obduktionsrapporten eller findestedsundersøgelsen og afviser at udtale sig om sagen, før politiets efterforskningsarbejde er afsluttet.

»Vi er allesammen dybt berørte af sagen. Kommunen overlader arbejdet til politiet, og så længe efterforskningen står på, vil jeg ikke gå ind i detaljerne, som jeg i øvrigt heller ikke kender ret meget til,« siger hun til det lokale medie.