En ældre dame var i sidste uge lige ved at blive lokket til at hæve alle sine penge.

Først i sidste øjeblik blev hun reddet på målstregen, da banken opdagede, at hun var faldet for et omfattende fupnummer.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Den 77-årige kvinde var fredag i sidste uge blevet ringet op af en mand, der fortalte, at han ringede fra et forsikringsselskab. Derfra udviklede samtalen sig til, at manden fortalte, at nogen i forbindelse med et indbrud i hendes hjem havde fået adgang til hendes konti og ville stjæle hendes penge.

Manden fra forsikringsselskabet stillede derefter kvinden videre til en mand, der fortalte, at han var fra politiet. Han rådede hende til at gå ned i banken og hæve alle sine penge. Derefter ville han komme og tage hendes penge i forvaring.

»Det er noget svineri, at man forsøger at narre ældre mennesker på den måde,« fortæller en vaskeægte politibetjent, vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi, til Vejle Amts Folkeblad.

Den ældre kvinde var endt med at tage ned i banken for at hæve sine penge, men da de ansatte begyndte at spørge ind til sagen, blev de mistænksomme – og både politiet og kvindens pårørende blev kontaktet.

Til lokalmediet råder Mikkel Ross til, at man altid tjekker, om folk er, hvem de udgiver sig for at være. Desuden slår han fast, at politiet aldrig ville gøre sådan og heller ikke tage folks penge i forvaring.