Tørke, hedebølge og måske også et kæmpe tordenskrald.
Lad det være sagt med det samme: Er du ikke til vejrforhold, der normalt hører hjemme under sydlige himmelstrøg, så sørg for at nyde det tirsdag og onsdag.
Vi får nemlig et par dage med lidt køligere temperaturer, inden det for alvor bliver hedt sidst på ugen.
Det fortæller vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Thor Hartz.
»Tirsdag bliver nok ugens køligste dag, men måske også meget rart med mere normale temperaturer,« siger han og forudsiger temperaturer tirsdag mellem 15 og 20 grader.
»Køligst i Nord- og Vestjylland, hvor de må nøjes med de 15 grader,« tilføjer han.
Alligevel lover han »en pæn dag« med nogen eller en del sol til de fleste i løbet af dagen.
Onsdag kommer til at ligne tirsdagen, men temperaturerne vil stige en smule til mellem 18 og 23 grader.

Og så står den ellers på meget varmt sommervejr og hedebølge resten af ugen.
»Torsdag begynder varmen så for alvor at pumpe op over landet fra syd,« siger Thor Hartz.
DMI har derfor udsendt et decideret varsel for hedebølge sidst på ugen.
Det betyder, at temperaturerne i mindst tre dage i træk kommer til at ligge over 28 grader.
Det er ifølge den vagthavende meteorolog især de sydlige og østlige dele af landet, der får det varmt, mens det bliver »koldest« i det vestlige og nordvestlige Jylland.
De store forskelle mellem den voldsomme varme og mere køligere temperaturer giver også risiko for torden og kraftig regn – måske med skybrud.
»Når vi har denne vejrtype, slutter det ofte af med et kæmpe brag. Det er for tidligt at sige, om det bliver til skybrud, men det er noget, vi holder øje med,« siger Thor Hartz.