En 61-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Han er sigtet for forsøg på manddrab. Hans kone er indlagt på hospitalet med livstruende skader.

Han nægter sig skyldig.

Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.

Mandens 62-årige kone blev onsdag morgen indlagt på hospitalet i kritisk tilstand med livstruende skader. Politiet mistænker, at de skyldes vold.

Den 61-årige ringede 112 omkring klokken 6 onsdag morgen, da hans hustru ikke var til at komme i kontakt med.

På baggrund af kvindens skader kontaktede hospitalet politiet.

Manden blev kort efter anholdt på parrets fælles adresse i forstaden Lystrup.

/ritzau/