Koncert- og festivalbilletter til spotpris.

På den måde lokkede en 24-årig mand fra Slagelse sine ofre i fælden.

Desværre for køberne af de billige billetter, dukkede de aldrig op, selvom de havde betalt ham via MobilPay.

Nu er han anholdt og sigtet for i alt 21 bedragerier begået på DBA eller Facebook.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Den seneste tid har politiet på Sydsjælland modtaget flere anmeldelser fra borgere, som er blevet snydt ved handler på Facebook og DBA med den samme mand.

Alle gange er der blevet brugt den samme fremgangsmåde.

Bedragerierne er typisk foregået ved, at gerningsmanden har opsøgt de forurettede på Facebook, hvor han har udbudt koncert- eller festivalbilletter til attraktive priser.

De forurettede har derefter betalt gennem MobilePay eller bankoverførsel for billetten, som de efterfølgende aldrig har modtaget.

»Selvom det kan være fristende at lave en god og hurtig handel på nettet, så er der flere forholdsregler, man selv kan tage for at undgå at blive snydt,« siger lederen af økonomisk efterforskning, politikommissær Rune Nilsson og tilføjer:

»Det er altid en god idé at mødes ansigt til ansigt og handle, følge sin mavefornemmelse og ikke falde for et tilbud, der er for godt til at være sandt. Pas på de hurtige handler, hvor sælgeren presser på for at gennemføre handlen.«

Den 24-årige, der er tidligere dømt for berigelseskriminalitet, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Næstved senere torsdag.