De priser, danskerne betaler for varer og tjenester, er fra maj 2020 til maj 2021 steget med 1,7 procent.

Ikke siden 2012 er forbrugerpriserne steget i så hastigt et tempo i Danmark, og dermed er inflationen nu på sit højeste i ni år, viser data fra Danmark Statistik.

Det er eksempelvis priserne på brændstof, der trækker op.

Diesel er steget med 23,6 procent på et år, og benzin er steget med 22,5 procent. Begge kommer dog fra et meget lavt udgangspunkt under coronakrisen.

Også hotelovernatninger og tøj trak det samlede prisindeks op, ligesom tobakspriserne ramte det højeste niveau det seneste år.

Stigningerne kommer i en periode, hvor der har været en del fokus på voldsomt stigende råvarepriser i hele verden. Det har affødt spekulation om stigende inflation.

I følge Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, er det dog ikke noget, man ser effekten af endnu.

»Det lader ikke til at have slået kraftigt igennem på de priser forbrugerne skal betale, og fødevarerpriserne trak ligefrem ned i inflationen i maj. Virksomhederne er typisk tilbageholdende med at sende regningen videre til forbrugerne lige med det samme, da det kan gå ud over deres konkurrencedygtighed,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar:

»Hvis det store pres på virksomhederne fortsætter, kan de imidlertid blive nødt til det.«

Louise Aggerstrøm Hansen noterer sig også, at genåbningen af flere brancher kan spores i tallene.

»Restauranterne lader til at have hævet deres priser en smule, så det nu er 2,6 procent dyrere at gå på restaurant end for et år siden,« skriver hun blandt andet:

»Frisørpriserne ligger også 4,4 procent højere end sidste år, men det lader ikke til at der er blevet skruet yderligere op for priserne, end der var i den første måned af genåbningen.«