I august 2020 gik Simon Frølich og passede sit arbejde som Sales Manager i elektronikkæden Power, da han en dag fik en besked fra sine folk, der fik ham til at spærre øjnene op.

De 10.000 bærbare computere, Power havde bestilt hjem til Black Friday, kunne ikke leveres til tiden. Computerne var stort set klar, men de skruer, der skulle bruges til at skrue toppen på, var ikke til at opdrive.

»Jeg blev helt paf: 'Det må da være muligt at finde nogle andre skruer til de computere?', sagde jeg. Men det var det ikke. Fabrikken, der lavede dem, havde været corona-lukket i en periode, så der var ingen skruer. De computere nåede ikke frem,« fortæller Simon Frølich.

Anekdoten om de manglende skruer er del af en større fortælling om en elektronikbranche, som i hele verden er ramt af massive problemer.

Problemer, som danskerne de kommende måneder med stor sandsynlighed vil få at mærke via højere priser, varemangel og usædvanlig lang ventetid på varer, man normalt bare kan gå ned og hive ned fra hylden.

»Jeg har været i branchen i 15 år. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er en meget, meget usædvanlig situation,« fastslår Simon Frølich.

Også Elgiganten fastslår i en mail til B.T., at de – ligesom resten af branchen i hele verden – er ramt.

Problemerne startede allerede i løbet af 2020, da coronakrisen bølgede op og ned.

Salgchef i Power Simon Frølich.
Salgchef i Power Simon Frølich. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

Nedlukninger i forskellige lande betød, at shippingbranchen havde store problemer med at levere containere med varer, hvilket både gav et efterslæb på leverancer og udløste voldsomt stigende fragtpriser.

Den situation blev forværret, da et containerskib sad på tværs og blokerede Suez-kanalen i en uge i slutningen af marts i år.

Oven i det har nedlukningerne i forskellige lande betydet, at fabrikker har været lukket ned.

Det har eksempelvis betydet, at fabrikker, der producerer computerchips – som i dag sidder i alt fra computere og køleskabe til biler og tablets – har været lukket ned for produktion i måneder.

Det samme er sket for mange andre komponenter: eksempelvis skruerne til Powers computere, grafikkort, støbeforme, skærme osv.

Et fænomen, som New York Times for nylig beskrev i en artikel under overskriften 'Hvordan verden løb tør for alt'.

For at komme på omgangshøjde er fabrikker over hele verden begyndt at prioritere kraftigt i det, de producerer.

»Et godt eksempel er en af verdens største producenter af grafikkort. De bruger den samme maskine til at producere de dyre og billige grafikkort. De har så travlt, at de nu lukker for produktionen af de billige grafikkort, så det er dyrere og bedre kort, der kommer i computerne,« siger Simon Frølich:

»Det samme har en af verdens største producenter af skærme til telefoner og laptops gjort. Der sidder nu OLED-skærme i alt, hvad de producerer. De fokuserer på de dyrere ting, fordi vi kan sælge alt i øjeblikket. Det betyder, at der måske bliver længere imellem de billige modeller, og at start-prisen for nye modeller er højere, fordi kvaliteten er hævet.«

Så er der spørgsmålet om udbud og efterspørgsel. Mens udbuddet af varer har været udfordret, er efterspørgslen på alt fra computere og telefoner til hårde hvidevarer i hele verden – også i Danmark – steget.

Elgiganten fortæller, at de eksempelvis har oplevet udfordringer med at få bærbare computere og iPads hjem.

Normalt er det sådan, at hvis der er større efterspørgsel end udbud af varer, så går prisen op.

Salgchef i Power Simon Frølich.
Salgchef i Power Simon Frølich. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere

»Priserne er ikke steget for forbrugerne i Danmark endnu, men det vil være naturligt, at det sker. Fragtpriserne er steget, og det vil medføre prisstigninger. Om det så er to eller fem procent, ved jeg ikke. Men lægger du så chip-manglen og stigende råvarepriser oveni, så kan det godt løbe op,« siger Simon Frølich.

Han mener også, at du kan komme til at se langt efter specifikke modeller og mærker de kommende måneder.

»Det kommer ikke til at være sådan i Danmark, at du ikke kan gå ned i en butik og få en computer eller vaskemaskine. Men det kan godt være, at du ikke kan få den model, du havde udset dig. Og at du kan komme til at vente på at få din vare,« siger Simon Frølich.

Både Power og Elgiganten oplyser, at de længe har været i gang med at bestille masser af varer hjem for at sikre, at der er varer på hylderne – også til julehandlen.

Begge forventer, at vi skal frem til 2022, før vi er tilbage ved normale tilstande.