En 61-årig mand er anholdt på baggrund af skader, som konen blev indlagt med onsdag. Politi mistænker vold.

Østjyllands Politi har anholdt og sigtet en 61-årig mand for forsøg på manddrab.

Mandens 62-årige kone blev onsdag morgen indlagt på hospitalet i kritisk tilstand med livstruende skader. Politiet har mistanke om, at de skyldes vold.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden ringede 112 onsdag morgen omkring klokken 6. Han fortalte, at hans kone ikke var til at komme i kontakt med, og at hun havde brug for hjælp.

Kvinden blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand.

På baggrund af hendes skader kontaktede hospitalet politiet, som kort tid efter anholdt manden på parrets adresse i den aarhusianske forstad Lystrup.

Politiet skriver, at to andre personer, som har forbindelse til kvinden, også befandt sig på adressen. De var kortvarigt anholdt, mens deres rolle i sagen blev undersøgt.

De mistænkes ikke længere, oplyser politiet.

Politiet er onsdag eftermiddag stadig i gang med efterforskningen.

Østjyllands Politi har i løbet af dagen foretaget tekniske undersøgelser på adressen i Lystrup. Flere personer er også blevet afhørt i sagen.

Den 61-årige mand fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus torsdag morgen klokken 7.

Anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

/ritzau/