En 35-årig mand har fået konfiskeret sin Tesla, fordi han har deltaget i et gaderæs.

»Jeg synes, at retssystemet sender en meget tydelig besked til dem, der kører ræs på offentlige gader og veje: Det her kan koste fængsel, kørekort, bøde og bil,« siger anklager Charlotte Møgelhøj.

Dommen faldt mandag ved Retten i Glostrup. De nærmere detaljer vender vi tilbage til.

Først skal vi tilbage til 1. maj sidste år for at finde tidspunktet for den 'særlige hensynsløse kørsel'. Det skete ved Baldersbuen i Hedehusene, mellem København og Roskilde.

Her greb færdselsbetjente fra Københavns Vestegns Politi ind, da de målte deltagerne i et ulovligt gaderæs – førnævnte Tesla og en VW Golf – til at køre hele 145 km/t. i en byzone, hvor en fart på kun 50 km/t. var tilladt.

Den var den 35-årige mand og en 22-årig mand, der sad bag rattet i bilerne.

Begge bilister er nu blevet idømt enslydende domme: 30 dages betinget fængsel, 40 timers samfundstjeneste, frakendelse af kørekortet i et halvt år og en bøde på en nettomånedsløn, på henholdsvis 12.500 kroner og 18.500 kroner.

Politiet beslaglagde allerede i juni sidste år den 34-åriges Tesla Model S, og ved Retten i Glostrup mandag blev den så desuden konfiskeret. Det vil sige, at den bliver solgt, hvorefter overskuddet går til den danske stat. Den anden bil, VW Golfen, kunne ikke konfiskeres, fordi den 22-årige havde lånt den.

Det er en Tesla Model S som denne, der er blevet konfiskeret.
Det er en Tesla Model S som denne, der er blevet konfiskeret. Foto: Arkivfoto/Alexandria Sage
Vis mere

Anklagemyndigheden var alligevel godt tilfreds med dommen.

»Da vi oplever, at straffen nogle gange overrasker tiltalte i de her sager, håber jeg, at en dom som denne sætter tanker i gang hos andre,« siger Charlotte Møgelhøj, Københavns Vestegns Politi.