Manden, der er sigtet for 07.29 søndag morgen at have stukket en 31-årig mand ned i hans hjem i Nørresundby, blev søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør.

Han er sigtet for forsøg på manddrab ved at stikke den 31-årige mand en eller flere gange i maven med en kokkekniv.

Det endte med, at den 31-årige mand var i livsfare. Dog blev han søndag eftermiddag erklæret stabil.

Den sigtede er nu varetægtsfængslet indtil 5 oktober. Det er han på baggrund af mistanke om, at han har stukket den 31-årige mand med en kniv.

Han accepterede varetægtsfængslingen.

Den fremmødte presse blev sendt ud af retslokalet, da anmodningen om, at selve grundlovsforhøret skulle foregå bag lukkede døre, blev tilgodeset.

Det blev den, fordi dette betegnes som en »alvorlig sag«, og fordi sagen stadig er på et indledende efterforskningsstadie, hvor der endnu er indtil flere vidner, der skal afhøres.

Før dørene blev lukket, sad den sigtede helt klædt i sort og trippede med den ene fod, imens sagen blev læst op.

Da dommeren bad ham bekræfte tidspunktet, hændelsen skete på, svarede han med et nervøst grin, at han ikke er sikker på tidspunktet.

Han nægtede sig skyldig og sagde i samme ombæring, at han ikke ønsker at udtale sig.