Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En 20-årig mand er blevet tiltalt for drabet på 18-årige Mads Arberg, som sidste år blev stukket ihjel på gaden i Viby ved Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet var den 20-årige en del af en mindre gruppe mænd, der om aftenen den 31. oktober sidste år mødtes med den 18-årige på Ormslevvej i Viby efter forudgående aftale.

Anklagemyndighedens opfattelse er, at mændene angiveligt skal have aftalt med Mads Arberg, at de ville købe skunk af ham, men i virkeligheden var deres plan at frarøve ham stofferne, og at de mødte op bevæbnet med kniv og økse.

Det drejer sig angiveligt om 1086 gram skunk, fremgår det af anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i.

Under røveriet blev den 18-årige stukket flere gange med kniv, og det endte med, at han afgik ved døden.

Allerede samme nat anholdt Østjyllands Politi to formodede gerningsmænd, og siden blev yderligere to mænd anholdt og sigtet i sagen. Alle fire blev varetægtsfængslet.

»Der er foretaget en meget omfattende drabsefterforskning, som blandt andet omhandler en stor mængde kriminaltekniske undersøgelser og afhøringer. På den baggrund er den 20-årige blevet tiltalt for at have været den, som tilførte den 18-årige de dræbende knivstik.«

»Nu er det op til domstolen at vurdere de alvorlige tiltalepunkter,« siger specialanklager Jesper Rubow i pressemeddelelsen.

Udover den 20-årige, er to af de andre mænd også tiltalt i sagen.

Det drejer sig om to mænd på henholdsvis 19 og 20 år, som begge er tiltalt for røveri og grov vold med døden til følge.

Den fjerde mand, som har siddet varetægtsfængslet i sagen, er allerede dømt i en tilståelsessag, der har kørt selvstændigt, oplyser politiet.

Han er dømt to års fængsel for røveri og grov vold.

Derudover er en femte mand idømt 30 dages fængsel for at have hjulpet med at bortskaffe beviser i form af kniv og beklædning.

Mads Arberg, der havde sin daglige gang på Aarhus Handelsgymnasium i Viby, hvor han var elev, har foruden sine forældre efterladt sig en søster og storebror i dyb sorg.

Få dage efter drabet satte de ord på den frygtelige hændelse:

»Kære Mads, 18 år var slet ikke nok tid med dig! Vi elsker dig så meget, og vi kan ikke klare tanken om, at vi aldrig kommer til at opleve noget sammen med dig igen.«

»Du havde en fantastisk personlighed. Du kunne altid få folk til at grine og var altid klar på sjov. Vi er mange, der savner dig.«

Den 18-åriges familie har sat ord på det frygtelig tab af deres søn og lillebror. På billedet ses fra venstre: Mads Arberg, hans søster og storebror. Nedst ses hans far og mor. Foto: Privat
Den 18-åriges familie har sat ord på det frygtelig tab af deres søn og lillebror. På billedet ses fra venstre: Mads Arberg, hans søster og storebror. Nedst ses hans far og mor. Foto: Privat
Vis mere

»Tak for at være den bedste søn og lillebror man nogensinde kunne ønske sig,« skrev de blandt andet i et Facebook-opslag.

Østjyllands Politi oplyser i pressemeddelelsen, at de ikke har yderlige kommentarer til sagen, før den har været for retten.

Andre læser også