Efter knivdrabet på en 18-årig mand søndag aften er en tredje medgerningsmand fortsat på fri fod.
Det kom frem, da to anholdte 19-årige mænd mandag eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
Politiinspektør ved Østjyllands Politi Brian Voss bekræfter over for B.T., at politiet lige nu er i gang med en særlig indsats for at komme i kontakt med den pågældende tredje medgerningsmand, som de ikke har kunnet få fat på endnu.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi rigtig gerne vil i tale med ham lige nu. Vi er netop i gang med en indsats for at komme i kontakt med ham,« siger Brian Voss til B.T.
Han oplyser i øvrigt, at politiet har en stærk mistanke om, hvem den pågældende er. Han er endnu ikke efterlyst i offentligheden, fordi politiet i første omgang vil gøre egne »indledende tiltag« for at finde ham.
Den 18-årige mand afgik ved døden søndag aften, efter han var blevet udsat for et knivstikkeri. Politiet havde forsøgt at yde førstehjælp, men den 18-åriges liv stod ikke til at redde.
Kort efter blev to 19-årige mænd anholdt i sagen, og de blev mandag klokken 14 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. De nægtede sig begge skyldige i manddrab.
Manddrabet skal ifølge anklagemyndigheden være sket i forening under forudgående aftale mellem de to 19-årige samt en tredje medgerningsmand.
Den tredje medgerningsmand er altså fortsat på fri fod.
Om den tredje medgerningsmand er fra Viby-området, kan politiinspektøren ikke udtale sig om på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen.
Politiet skulle siden knivdrabet i nat have haft en stærk mistanke om, at der var tre gerningsmænd involveret. De kan for nuværende ikke udelukke, at der skulle være flere end de tre.
»Først handler det om, at vi rigtig gerne vil tale med den pågældende tredje medgerningsmand, og så ser vi, hvordan efterforskningen skrider frem.«
Hvilken rolle den pågældende medgerningsmand skulle have haft i knivdrabet, kan Brian Voss ikke udtale sig om. Om det er den tredje person, der skulle være i besiddelse af kniven, kan han heller ikke sige noget om.

De to 19-årige, der allerede er anholdt, er begge sigtet for i alt tre forhold. Først og fremmest manddrab, derudover forsøg på røveri ved brug af kniv, og tredje forhold omhandler knivloven, fordi de har været i besiddelse af kniven.
Den ene nægtede sig skyldig i forhold et og tre, men delvist skyldig i forhold to. Han erkendte, at det var forsøg på røveri, men ikke ved brug af kniv. Den anden mand nægtede sig skyldig i alle tre forhold.
Den ene af de 19-årige blev anholdt klokken 01.11 natten til mandag. Den anden 19-årige blev først anholdt klokken 04.07 mandag morgen.


