En 36-årig kvinde kom tirsdag klokken 14.40 cyklende på Søren Frichs vej i Aarhus. Pludselig træder en ung mand ud foran hende.
Manden er iført elefanthue, han peger på hende med en pistollignende genstand i hånden og råber ifølge kvinden: »Jeg pløkker jeg«.
Kvinden, som fik sig noget af en forskrækkelse, skynder sig videre, men ringer kort efter til politiet, som sendte patruljer til området.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Politiet får herefter kontakt med en gruppe unge mænd på stedet, som alle bliver visiteret.
En af dem har en elefanthue og en hardballpistol i lommen. Den unge mand forklarede dog, at det var hans vens elefanthue og hardballpistol.
Og det viste sig at være rigtigt, da politiet kontaktede den 15-årige mand, som kom tilbage til stedet med sin mor og erkendte, at det var ham, der havde sigtet med pistolen.
Han forklarede dog, at han blot havde sigtet efter sine venner for sjov.
Han blev sigtet for trusler på livet, og de sociale myndigheder er blevet underrettet.


