En blot 15-årig dreng har mandag vidnet i retten, efter han på voldsom vis blev udsat for et overfald i december sidste år.

Overfaldet skete i en ungdomsklub, hvor han omgivet af jævnaldrende blev tildelt adskillige slag og spark.

Voldsepisoden udspillede sig nærmere bestemt i en ungdomsklub i Hobro, og mandag kom sagen nærmere en afrunding, da skyldsspørgsmålet blev afgjort i sagen.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi Anne Thyrrestrup til B.T.

Hun forklarer, at der på december-dagen sidste år opstod noget tumult mellem den 15-årige forurettede og en 20-årig mand på adressen i Hobro.

Og herefter skulle det have udviklet sig dramatisk.

Den 20-årige var nemlig tiltalt for først at have skubbet den 15-årige omkuld. Dernæst skulle han ifølge anklagemyndigheden have tildelt den 15-årige adskillige slag og spark.

Dele af tiltalten erkendte han så mandag.

»Han har erkendt to slag på kroppen, et slag i hovedet og at have væltet den forurettede omkuld,« siger Anne Thyrrestrup.

Hun tilføjer, at den forurettede og et andet vidne begge gav udsagn mandag, og det er det, skyldsspørgsmålet er blevet fastslået ud fra.

Sagen er dog ikke helt slut endnu.

Det skal nu vurderes, om den 20-årige er egnet til almindelig straf, eller om en anden strafsanktion skal i spil. Det vil Kriminalforsorgen tage stilling til.

Det er sat til at ske 13. december, hvorefter strafudmålingen bliver fastgjort.

Ifølge Anne Thyrrestrup var motivet for overfaldet, at en af den tiltaltes veninder skulle have været udsat for noget af den 15-årige forurettede. Vel at mærke før volden opstod.

Hvad det konkret var, kan anklageren ikke komme nærmere ind på. Kun at der var tale om en 'forudgående episode'.

»Det er i hvert fald tiltaltes opfattelse. Det var derfor, han skulle have sig en snak med den forurettede, som så udviklede sig hurtigt,« lyder det afsluttende fra anklageren.

Ud over voldsepisoderne var den 20-årige tiltalt for et mindre hærværksforhold ved at have skubbet til den 15-åriges scooter.

Mandagens retssag varede i alt tre timer.