Kevin Magnussen bliver boende i London. Selvom han netop har købt en eksklusiv lejlighed på 118 kvadratmeter i det centrale København, beholder han sin nuværende bopæl i London.

»Jeg bliver boende i London - det er der mit arbejde er. Så der bliver jeg, så længe mit arbejde er i England,«siger Formel 1-køreren til B.T.

Lejligheden i København, der ligger tæt på både Amalienborg og Marmorkirken, har ifølge boligsitet Boliga.dk kostet 8,5 millioner kroner. Alligevel bliver den ikke Magnussens faste bopæl.

»Lejligheden i København kommer til at fungere som en ferielejlighed. Jeg kommer til at opholde mig der, når jeg holder ferie i Danmark,« siger han.

Kevin Magnussen, der som Formel 1-kører er på farten ni måneder om året, erhvervede i efteråret 2016 en 3-værelses lejlighed på Frederiksberg. Han solgte den allerede efter et år, og scorede ved handlen en fortjeneste på over en million kroner.

Han flyttede i starten af 2018 til Dubai, hvor han boede i en lejlighed i bydelen Dubai Marina tæt bed byens internationale lufthavn.

»Det handler om, at Dubai ligger langt mere centralt end København, hvis man ser på Formel 1-kalenderen. Jeg kan spare rigtig mange rejsedage ved at bo i Dubai – dage jeg kan bruge på fysisk træning, restitution og så videre,« sagde han dengang.

Det blev til mindre end et år i det lille emirat inden han sidst i 2018 flyttede til London.

Kevin Magnussen har investeret 8,5 millioner i en lejlighed i det centrale København, men bliver boende i London.
Kevin Magnussen har investeret 8,5 millioner i en lejlighed i det centrale København, men bliver boende i London. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Det handler om, at Haas-teamet hele tiden vokser, og der bliver mere og mere arbejde for mig i vores hovedkvarter i Banbury nord for London,« fortalte han dengang til B.T.

»Jeg flyttede jo Dubai for at være mere centralt placeret i verden i forhold til mit arbejde. Med mere arbejde i England giver den ide ikke mening længere. Jeg har været glad for min tid i Dubai, men nu skal jeg arbejde endnu tættere sammen med mit team, og så er London en bedre base.«

Hans lejlighed i London ligger i den fashionable bydel Chelsea.

»Jeg kan høre, når fodboldholdet spiller på hjemmebane,« har han tidligere fortalt.