Tottenham-stjernen Harry Kane venter sit tredje barn sammen med Kate Kane. Det fortalte han fredag på sin private Instagram-profil.
Den 26-årige angriber er i forvejen far til pigerne Ivy Jane Kane og Vivienne Jane Kane. Derfor håber flere fans på, at det er en dreng, der kommer til verden.
Det blev klart, da Harry og Kate Kane bad fans om at gætte på, om det bliver en dreng eller pige.
'Giv os en dreng – vi mangler en Harry Junior,' var der blandt andet en fan, der skrev til Instagram-opslaget.
Harry og Kate Kane mødte hinanden, mens de gik i skole sammen, og de blev forlovet på en ferie i 2017. I marts sidste år blev de så gift.
Af de to døtre er Ivy Jane Kane den ældste. Hun kom til verden i 2017, mens søsteren Vivienne Jane Kane kom til verden i 2018.
I fredagens opslag var der både et rødt og blåt hjerte, og fans må derfor vente i spænding på, om det bliver en dreng eller pige.
Harry Kane har været plaget af skader i denne sæson, men den engelske landsholdsangriber har alligevel lavet 15 mål i Premier League.
