Niklas Landin er kåret som verdens bedste håndboldspiller hos herrerne, mens Nikolaj Jacobsen er kåret som årets træner. Begge priser er uddelt for 2019.

Det har Det Internationale Håndboldforbund (IFH) offentliggjort på deres private Twitter-konto lørdag formiddag.

Niklas Landin bliver belønnet for sine flotte præstationer for THW Kiel i Tyskland og på det danske håndboldlandshold.

Nikolaj Jacobsen blev nomineret for sine bedrifter som træner for Rhein-Neckar Löwen og det danske håndboldlandshold. Han førte blandt andet Danmark til VM-guld på hjemmebane i starten af 2019.

Blandt de nominerede til verdens bedste håndboldspiller var også Rasmus Lauge og Mikkel Hansen fra Danmark.

Og det er ikke første gang i 2020, at Niklas Landin modtager en flot pris for sine bedrifter på banen. Tilbage i marts vandt landsholdsmålmanden således årets sportsmand i Kiel.

Nikolaj Jacobsen har kontrakt som dansk landstræner helt frem til 2024, men tidligere på året fortalte han, at han ikke nødvendigvis er færdig som klubtræner.

Den tidligere håndboldspiller understregede dog, at han er meget glad for sit nuværende arbejde.

Nikolaj Jacobsen og Niklas Landin var begge en del af det landshold, der skuffede fælt ved EM tidligere på året. Her røg Danmark ud i den indledende pulje.

Nikolaj Jacobsen blev vurderet på sine bedrifter frem til juni 2019, mens Niklas Landin blev bedømt på hele kalenderåret.

Det er ikke første gang, at verdens bedste håndboldspiller kommer fra Danmark. Mikkel Hansen har vundet prisen i både 2018 og 2011, men det er første gang, at Niklas Landin modtager den fornemme pris.

Niklas Landin blev tidligere på året tysk mester med THW Kiel.