Hun holdt den unge pige i hånden. Småsludrede, som man gør med et fremmed menneske. Spurgte interesseret ind til stort og småt

»Vi snakkede om alt muligt. Hun hed Lotte, men det fandt jeg først ud af senere. Det sjove var, at hun så gerne ville have, at jeg fandt hendes støvler. De var helt nye,« fortæller Bodil Jørgensen med ømhed i stemmen om den ulykke, der forandrede hendes liv og efterfølgende blev kaldt en af de værste togkatastrofer i dansk historie.

Vendepunkter er der mange af i livet. Man flytter hjemmefra. Man starter en uddannelse. Måske bliver man gift. Får børn. Job. Små vendepunkter. Dem har den populære skuespiller masser af.

Men der er også de store. De skelsættende. Dem, der gør én til det menneske, man er.

To gange har den populære skuespiller Bodil Jørgensen fået livet igen. Og det forpligter, mener hun.
To gange har den populære skuespiller Bodil Jørgensen fået livet igen. Og det forpligter, mener hun. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Dem dér midt i livet, hvor man er i fuld gang, har levet et trygt liv – og så, boink, sker der noget, der er større, end man lige kan overskue,« beskriver hun selv.

Bodil Jørgensen sidder lænet ind over det store spisebord. Er med sit milde væsen og varme i de grønne øjne til stede i nuet, men på en rejse tilbage i tiden til den forårsdag i 1988, hvor det ikke bare sagde boink, men hvor det var et under, at hun slap med livet i behold.

Hun stod på InterCity-toget på Odense Banegård med kurs mod København og satte sig ved vinduet i en firemands kupé i vogn nummer 14. Det var en smuk morgen. Foråret susede forbi hende. Livet var godt. Hun var 27 år gammel.

I Nyborg måtte hun dog afgive sin vinduesplads til et ungt par med pladsbilletter. Hun flyttede over ved døren, sad over for en gammel mand og nød rejsen, da hun kort før Sorø Station mærkede en rystelse i toget, at det slingrede.

Så lød bragene. Klokken var 08.27.

Med 100 kilometer i timen var Bodil Jørgensen og de øvrige passagerer på vej ind i en af de største togkatastrofer på dansk jord, som kostede otte mennesker livet og sårede 72 – heraf 11 alvorligt – da InterCity-toget kørte af sporet.

»Jeg var bange. Jeg nåede at sige farvel i mine tanker til det hele. Nåede en masse ting i de sekunder, det varede, og så bum. Så blev der dødstille. Indtil man hørte, at nogen skreg og løb ind i skoven,« husker Bodil Jørgensen.

Men mellem skrigene, kaosset og panikken blev noget også blev født inde i hende. Et uselvisk heltemod.

»Jeg greb fat i en hattehylde, da toget begyndte at køre af sporet. Så stemte jeg mine fødder over mod den gamle mand, sådan at han også blev på plads. Jeg tænkte, det gælder om at blive herinde,« fortæller Bodil Jørgensen, hvis togvogn 14 væltede ud på siden i skovbunden og snart blev mast af togvogn 15, som var blevet slynget op i luften og landede oven på Bodil Jørgensens vogn.

Så voldsom så ulykken ud fra luften. Det var i den væltede vogn 14 og med vogn 15 ovenpå, at Bodil Jørgensen befandt sig.
Så voldsom så ulykken ud fra luften. Det var i den væltede vogn 14 og med vogn 15 ovenpå, at Bodil Jørgensen befandt sig. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

»Den knaldede ned over vores, så gangen blev fuldstændig mast flad. For vi lå jo nede, og gangen var deroppe,« siger hun og viser med hænderne.

I bunden lå Lotte. På det, der indtil Nyborg havde været Bodil Jørgensens vinduesplads. Hendes knuste ben hang ud af vinduet.

Mens Lottes kæreste hjalp den gamle mand ud gennem den maste gang, satte Bodil Jørgensen sig ned og holdt den chokerede og kvæstede unge kvinde i hånden. Snakkede med hende om stort og småt. Ledte efter de nye støvler, som hun spurgte til. Og ventede på redningspersonalet. Fem kvarter gik der, før de turde skære Lotte ud.

Redningsfolk i gang med at redde passagerer ud fra togvogn 14, som vogn nummer 15 landede oveni. Bodil Jørgensen befandt sig i bunden af vogn 14, hvor hun holdt den fastklemte Lotte i hånden indtil redningsfolkene var klar til at skære hende fri.
Redningsfolk i gang med at redde passagerer ud fra togvogn 14, som vogn nummer 15 landede oveni. Bodil Jørgensen befandt sig i bunden af vogn 14, hvor hun holdt den fastklemte Lotte i hånden indtil redningsfolkene var klar til at skære hende fri. Foto: Lars Skaaning
Vis mere

Idyllisk fuglefløjt fra haven i Lyngby står i stærk kontrast til de billeder, der mødte Bodil Jørgensen, da hun endelig kunne forlade den maste togvogn.

»Da redningsholdet kom, var jeg nødt til at gå fra Lotte, for at de kunne skære hende fri, og billederne, jeg så, glemmer jeg ikke. Af en mand, der havde fået armen revet af, og ham, der lige havde billetteret os, lå fuldstændig … nej, dem slipper man ikke,« siger hun stille og ryster på hovedet.

Efterfølgende fik hun tilbudt psykologhjælp.

'Prøv at se, hvor stærk du var. Du blev i det, var i stand til at føre en samtale med en anden,' fik Bodil Jørgensen at vide. Hun kom kun to gange. For hun var plaget af skyld.

»Det, der plagede mig allermest bagefter, var den 50/50-ordning. 'Hvorfor skulle de dø?' Et ungt kærestepar på 19 år, hvorfor? Og hvorfor skulle jeg leve? Og så det vanvittige ved, at jeg steg i dén vogn. Ikke den næste, vogn 13. Dem, der blev slået ihjel, sad i den,« siger Bodil Jørgensen om de tilfældigheder, der gjorde, at hun selv slap med ganske få skrammer.

»Men man skal ikke tænke for meget over det, man skal ikke konspirere om sit eget liv. Det ville jeg blive tosset af,« tilføjer hun så.

Så det lader hun være med.

Siden ulykken har Bodil Jørgensen mødt flere af dem, hun delte den med. Både lægen, der var i samme vogn og sprang til som akutlæge, og Lotte, som hun holdt i hånden. De har kunnet fylde hinandens huller i historien ud.

Til gengæld indrømmer Bodil Jørgensen, at én ting voldte hende store problemer.

Efter ulykken var Bodil Jørgensen plaget af skyld. Over at hun overlevede, mens andre døde.
Efter ulykken var Bodil Jørgensen plaget af skyld. Over at hun overlevede, mens andre døde. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Der var skinnearbejde, og derfor måtte lokoføreren ikke køre for stærkt, men det gjorde han. Det viste sig, at han var påvirket af alkohol,« forklarer hun om de oplysninger, som hun og de øvrige overlevende efterfølgende fik fra officiel side og altså var årsagen til, at otte mennesker mistede livet.

»Et par år efter mødte jeg en DSB-dame, som kendte ham og bad mig skrive en hilsen til ham på et DSB-blad. Det var svært. Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg skrev. Men jeg gjorde det. Jeg sagde ikke nej.«

Det var den dag i 1988, at hun lærte sin første vigtige lektie. Den, der blev et markant vendepunkt for hende og har gjort Bodil Jørgensen til den, hun er.

»Vi sætter os op i et tog og regner med, at vi når frem. Mere skal der ikke til.«

Hun var midt i livet. I gang med at uddanne sig til skuespiller. Da det skete.

»Så kom den ulykke, som jo minder en om, at det sidste i fødekæden er teatret og film. Det er fløden på det hele, er også vigtigt og nødvendigt, men dér blev jeg mindet om, at livet er alt muligt andet,« siger Bodil Jørgensen og erkender, at den selviskhed, som er del af hendes fag, sagtens kunne have opslugt hende, hvis ikke det havde været for ulykken.

Det var også dér, at hun overvandt sin frygt for døden.

Bodil Jørgensen overvandt sin frygt for døden, da hun mødte den første gang tilbage i 1988. Siden har hun hyldet livet.
Bodil Jørgensen overvandt sin frygt for døden, da hun mødte den første gang tilbage i 1988. Siden har hun hyldet livet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg er simpelthen ikke bange for at dø. Jeg er bange for at forlade dem, der endnu ikke kan undvære, at jeg er der. Som min datter. Men at vi skal dø, er et grundvilkår, fra vi bliver født,« lyder det fra Bodil Jørgensen, som igen så den i øjnene, da hun i 2014 var ude for en voldsom traktorulykke under filmoptagelser og i månedsvis kæmpede for at komme tilbage til livet.

»Man skal leve med det, man får. Jeg var heldig, at jeg fik livet igen. Derfor vil jeg gøre mig umage med resten af mine dage. Det er man forpligtet til. For jeg lever jo også for dem, som gik bort,« siger Bodil Jørgensen.