John Vestergaard og Svend Aage Nielsen har stået i spidsen for tæppegiganten Ege Carpets i 14 år. Nu er det slut.

Efter en »gensidig aftale« er de stoppet med øjeblikkelig virkning.

Det sker, fordi Ege Carpets i fremtiden »vil øge fokus på branding, positionering og markedsføring« – og ifølge en pressemeddelelse vil det kræve nye kompetencer.

»Vi har selv lagt sporene til den nye retning og tager bestyrelsens ønske om mere fokus på markedsføring og branding til efterretning. Vi har begge haft en fantastisk tid i Ege Carpets, der har været et fælles projekt for os i det meste af vores karriere,« lyder det i en fælles udtalelse fra John Vestergaard og Svend Aage Nielsen.

Bestyrelsesformand Søren Eskildsen fra Ege Carpets, der tidligere hed Ege Tæpper, siger:

»De to har især tegnet koncernens stærke værdier og kultur, herunder fokus på ansvarlighed og bæredygtighed. Det har været en periode, hvor mange ydre omstændigheder har ændret sig, og hvor Ege Carpets position har stået stabilt i en branche under forandring,« siger han.

Der er allerede fundet en ny ledelse af tæppevirksomheden. Og det bliver fremover kun en enkelt person: Rune Stephansen.

Han har senest været direktør hos Nobia med 1.400 medarbejdere, der står bag køkkeninventarforretninger som HTH, Invita og Uno Form.

»Jeg er beæret over at være blevet valgt til at stå i spidsen for et så velrenommeret, sundt og ordentligt selskab som Ege Carpets. eg har stor respekt for den position, koncernen har skabt sig som et fyrtårn i den danske tæppebranche og for de resultater, der over en lang årrække er blevet skabt,« siger Rune Stephansen:

»Jeg glæder mig til min nye opgave, der vil dreje sig om at fortsætte disse grundlæggende værdier og sammen med alle de dygtige medarbejdere at bringe koncernen i den vedtagne retning i et godt samarbejde på tværs af hele organisationen.«