Lyt til artiklen

Martin Johannes Larsen havde været på Fyn for at besøge sin forældre.

Nu sad han i toget og scrollede sig gennem Facebook, da han faldt over et billede af sig selv.

'Seerne savler' stod der som overskrift på en Ekstra Bladet-artikel om, at den nye 'Vild med dans'-vært får kinderne til at blusse hos seerne.

Martin Johannes Larsen kunne selvfølgelig ikke dy sig. Han skulle lige se, hvad folk havde skrevet i kommentarerne.

Men det viste sig, at der ikke var mange blussende kinder blandt de over 400 kommentarer. Der var primært galde, skældsord og kritik af hans udseende.

Martin Johannes Larsen får meget kritik for sit tøj og sin frisure. Han håber, hans lille opråb kan få folk til at tænke sig om to gange, inden de sætter sig til tasterne.
Martin Johannes Larsen får meget kritik for sit tøj og sin frisure. Han håber, hans lille opråb kan få folk til at tænke sig om to gange, inden de sætter sig til tasterne. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Størstedelen af kommentarerne gik på hans jakkesæt i 'Vild med dans'. De er for store, synes mange. For slaskede. Det er for bart uden skjorte under. Andre kommenterer hans frisure. At han går med øreringe. At han ligner 'en svans'.

»Man må jo tænke, hvad man vil, og hvis man synes, jeg ligner det, så er det jo fair nok – men tonen er helt skæv, og brugen af nedsættende ord er slet ikke i orden,« siger Martin Johannes Larsen til B.T.

Når det er hans modevalg, der kritiseres, kan han ryste det af sig. Men når det bliver mere personligt, og seere for eksempel giver udtryk for, at hans toneleje ikke er til at holde ud, kan han ikke lade være med at blive påvirket.

»Jeg ved godt, jeg ikke har en dyb, mandig stemme. Men jeg bliver rigtig ærgerlig over den slags kommentarer, for det er jo ikke noget, jeg kan lave om.«

Derfor valgte den 32-årige satiriker og 'Vild med dans'-vært at lave en video, hvor han på humoristisk vis gør opmærksom på, at folk fra fjernsynet også er helt almindelige mennesker, der læser og bliver påvirkede af hadefulde beskeder på nettet.

Ikke kun for hans egen skyld. Men lige som Cecilie Schmeichel og hendes dansepartner Damian Czarnecki fredag lavede en streetdans, der satte fokus på hadefuld retorik på nettet, håber 'Vild med dans'-værten, at han kan være med til at gøre opmærksom på et generelt problem på nettet.

Selv vidste han naturligvis godt, at der ville være en øget opmærksomhed på hans person, når han som satiriker med en relativt snæver målgruppe pludselig skulle stå i spidsen for et af de mest populære og folkelige tv-programmer herhjemme.

Og han havde nok også på fornemmelsen, at ikke alle ville være fan af hans påklædning. Men for Martin Johannes Larsen var det vigtigt ikke at lave om på sig selv for at passe ind i en 'Vild med dans'-kasse.

Det er vigtigt for Martin Johannes Larsen at være sig selv, selvom han er vært på et kendt og elsket format som 'Vild med dans'. Derfor går han bl.a. med smykker, selvom han ved, det ikke huer alle.
Det er vigtigt for Martin Johannes Larsen at være sig selv, selvom han er vært på et kendt og elsket format som 'Vild med dans'. Derfor går han bl.a. med smykker, selvom han ved, det ikke huer alle. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Jeg synes simpelthen bare, at jakkesæt uden skjorte er pænere til mig, og jeg føler mig bedre tilpas, end når jeg er fuldstændig suitet op i skjorte med butterfly eller slips, for det går jeg aldrig i normalt,« siger han.

Det løse snit på jakkesættet, som flere mener, 'han svømmer rundt i', er moderne blandt både unge mænd og kvinder for tiden, påpeger han.

Det samme er dinglende øreringe, som Martin Johannes Larsen bærer både i 'Vild med dans'-studiet, og når han har fri.

»Så hvis jeg skulle please nogen ved ikke at tage øreringe i, så ville det være et nederlag for mig, for det er en del af mig og sådan, jeg godt kan lide at se ud. Og jeg bliver nødt til at føle mig tilpas for at være en godt vært på programmet.«

På trods af ubehagelige kommentarer er Martin Johannes Larsen lykkelig for at være vært på primetime-tv. En rolle, han har drømt om, siden han for en håndfuld år siden lavede små satireindslag på P3s sociale medier og siden fik sin egen tv-serie om den tvivlsomme tryllekunstner Magic Martin.

Siden har han haft stor succes med sine satiriske videoer på Instagram og blev i 2021 nomineret til Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla.

Med 'Vild med dans' har han endelig fået sit helt store gennembrud som underholdningsvært. Men om det har kastet nye spændende jobtilbud af sig, kan han ikke sige endnu.

»Men mon ikke de kommer. Nu skal vi lige have løbet den her sæson af, og så er jeg med i 'Stormester' i næste måned – og mon ikke der også bliver noget med 'Lidt til lægterne' under det kommende VM.«