Har du været på Instagram de sidste par uger, er du højst sandsynligt faldet over profilen 'Lidt til lægterne'.

I en underholdende kombination af ordspil og kendte melodier hitter duoen bag profilen, Mads Bo Iversen og Martin Johannes Larsen, med deres nye bud på slagsange til Danmarks EM-landshold.

Indtil videre kan man blandt andet høre Christian Eriksens navn kombineret med Big Fat Snakes hit 'Bonsoir Madame', Simon Kjær med Eros Ramazottis 90'er ballade 'Se Bastasse Una Canzone' og Robert Skovs navn indsat i temaet til 'Bubbi-Bjørnene'.

Hver dag uploader de nye slagsange, og angiveligt skulle selv landstræner Kasper Hjulmands udvalgte være begyndt at synge med fra landsholdslejren i Helsingør.

»Vi har fået at vide af vores kontakt hos DBU, at alle landsholdsspillerne har set og hørt vores sange og går rundt og nynner med,« fortæller Martin Johannes Larsen.

»Ja, Daniel Wass har blandt andet delt sin egen sang,« tilføjer Mads Bo Iversen begejstret.

Sidstnævnte er til daglig forsanger i popgruppen Phlake, mens Martin Johannes Larsen har næsten 100.000 følgere på sin egen comedyprofil.

De lærte hinanden at kende for to år siden netop via Instagram og fandt ud af, at de delte en begejstring for fodbold.

Lidt til Lægterne.
Lidt til Lægterne. Foto: instagram.com/lidttillaegterne/
Vis mere

»Jeg er kommet rigtig meget på Brøndby Stadion og har altid elsket slagsange,« fortæller Mads Bo Iversen.

»Jeg var også inde og se VM- og EM-kvalifikationskampe i Parken, hvor vi stod bag målet helt tæt på capoen (ham, der styrer, hvad fangruppen synger, red.). Vi kunne se, at han arbejdede hårdt for sagen, og jeg tænkte, at han havde brug for flere sange,« fortæller han videre.

Inspireret af 'banke banke på'-jokes gik Mads Bo Iversen og Martin Johannes Larsen sidste år så i gang med at lave ny slagsang til alle landsholdsspillerne.

EM skulle som bekendt have været afholdt i 2020, så de arbejdede ud fra en liste af 35 spillere, der var i spil til EM-truppen under tidligere landstræner Åge Hareide.

Corona udskød slutrunden til i år, og spillere som Pione Sisto røg ud af spillertruppen, hvilket betyder, at de nu faktisk lægger inde med flere sange, end der reelt er brug for.

»Nu udsender vi i første omgang sange til dem, der med i truppen, og så er der nogle af sangene om dem, der ikke blev udtaget, som er så gode, at de nok skal ud alligevel senere,« fortæller Mads Bo Iversen.

Deres profil har på kort tid samlet over 20.000 følgere, indbakken er ifølge de to hitmagere proppet med begejstrede fanbeskeder, og nu er drømmen blot, at sangene kommer ud og lever blandt fodboldfans på stadion.

»Hvis vi bare får publikum til at synge én af sangene, så er målet nået. Så er vi glade,« lyder det fra Mads Bo Iversen.

De har for alvor fået fart på projektet, der nu også kommer til at inkludere merchandise i samarbejde med Hummel, en kommende albumudgivelse og en uofficiel EM-sang lavet på opfordring fra P3.

»Det er fedt at mærke, at vi har ramt noget, som folk har trængt til,« slutter Martin Johannes Larsen.

Landsholdet har brug for din hjælp. Flag på den vildeste og mest kreative måde – hjælp med at gøre Danmark rød og hvid under EM!

Del dine bedste, sjoveste og mest kreative flagbilleder og -videoer med B.T. og vind fede præmier! Send til flag@bt.dk og LÆS MERE HER. #FLAGFORDANMARK